Studie: Tidligere smitte og tre stik beskytter mod coronavariant

Omikronvarianten BA.5 er i øjeblikket den mest dominerende coronavariant i Danmark, viser tal fra SSI.

Tre vaccinestik mod corona og tidligere smitte beskytter effektivt mod smitte med den dominerende variant BA.5, viser nyt studie fra SSI. (Arkivfoto). <i>Bernd Wei''BROD/Ritzau Scanpix</i>

Tre vaccinestik mod corona og tidligere smitte beskytter effektivt mod smitte med den dominerende variant BA.5, viser nyt studie fra SSI. (Arkivfoto). Bernd Wei''BROD/Ritzau Scanpix

Man er godt beskyttet mod den dominerende omikronvariant BA.5, hvis man tidligere har været smittet med en variant af omikron og samtidig har fået tre vaccinestik mod coronavirus.

Det viser et nyt studie, som Statens Serum Institut (SSI) står bag.

Hvis man er blevet udsat for begge dele, vil det give en beskyttelse på 94 procent, oplyser SSI i en pressemeddelelse.

Studiet omfatter i alt 4809 personer, der har været smittet med omikronvarianten BA.5. Derudover har der været en kontrolgruppe på omkring 164.000 personer.

SSI har undersøgt, hvor mange af de smittede med BA.5, der også har været smittet med en omikronvariant i januar i år.

Det er blevet sammenholdt med kontrolgruppen, der havde en infektion med omikron i januar, men som modsat er testet negativ for corona i kontrolperioden.

Studiet har også undersøgt, om tre vaccinedoser alene virker lige så effektivt mod BA.5, som den har gjort mod omikronvarianten BA.2. BA.2 spredte sig i Danmark først på året og var frem til sommeren den dominerende variant.

Konklusionen er, at tre vaccinedoser beskytter lige godt mod begge.

Studiet har desuden fundet, at BA.5 fører til relativt flere indlæggelser end BA.2. Det er, når man også har taget højde for alder, og hvor længe man har været syg med corona. Dette er dog ikke umiddelbart bekymrende, vurderer SSI.

Tidligere blev der rapporteret hyppigt og bredt om Delta-varianten, der også har været den dominerende og hidtil også den mest alvorlige variant i Danmark.

Analysen af de seneste undersøgelser har vist, at omikronvarianterne i det hele taget leder til "betragteligt mildere sygdomsforløb" end Delta.

Studiet har kigget på effekten af coronavaccinerne fra Pfizer/BioNTech samt Moderna. Det er de to vacciner, som på nuværende tidspunkt er godkendt til brug i Danmark.

I øjeblikket holder SSI særligt øje med omikronvarianten BA.2.75, der har været beskrevet som særligt smitsom.

BA.2.75 blev for cirka to uger siden konstateret hos en dansker, der var kommet hjem fra ferie i Grækenland, hvor vedkommende formentlig var blevet smittet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.