Danmark

Sundhed.dk får hundreder af henvendelser om falske sms'er

Borgere får tilsendt en sms med et link til en falsk hjemmeside, der bruger sundhed.dk's logo og adresse.

Sundhed.dk er en offentlig sundhedsportal, hvor man blandt andet kan se prøvesvar og lægejournaler. (Arkivfoto).
Sundhed.dk er en offentlig sundhedsportal, hvor man blandt andet kan se prøvesvar og lægejournaler. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:37

Flere borgere bliver for tiden udsat for sms-svindel, hvor svindlerne udgiver sig for at skrive fra sundhed.dk.

Det oplyser sundhed.dk i en pressemeddelelse.

Her får de sendt et link til en falsk hjemmeside, der bruger sundhed.dk's logo og adresse.

"Flere hundrede" borgere henvender sig dagligt til sundhed.dk om sms'er, siger kommunikationschef Peter Palitzsch Christensen.

- Et eksempel kan være, at man bliver bedt om at indbetale nogle penge for at forny sit sundhedskort. Og så får man et falsk link, hvor man skal indtaste sine kontooplysninger.

Sundhed.dk opfordrer til at slette beskederne og aldrig dele personlige oplysninger via sms eller mail.

- En god rettesnor er, at sundhed.dk aldrig henvender sig via sms eller mail. Hvis man logger ind på sundhed.dk, skal det være gennem den officielle hjemmeside og med MitID.

Opfordringen lyder desuden, at man siger det videre til sine venner og familie.

Det er ikke første gang, at sundhed.dk's logo og adresse bliver misbrugt af svindlere.

Tilbage i slutningen af september var sundhedsplatformen ligeledes ude at advare om falske sms'er.

Sundhed.dk er en offentlig digital sundhedsportal, der blev etableret i 2003.

Hver dag anvender 130.000 borgere og sundhedsfaglige platformen for blandt andet at se prøvesvar, journaler eller få viden om sundhed og sygdom, skriver sundhed.dk på sin hjemmeside.

Det er ikke kun sundhedsplatformen, der oplever sms-svindel.

I 2023 modtog dansk politi over 35.000 anmeldelser om it-relateret økonomisk kriminalitet, har Digitaliseringsministeriet tidligere oplyst. Det var en stigning på 30 procent sammenlignet med året før.

- Anmeldelserne viser, at der er sket en stigning i brugen af falske sms'er og fup-opkald, hvor svindlere udgiver sig for at være fra for eksempel banken eller offentlige myndigheder, lød det i efteråret 2024.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden