Sygeplejestuderende: Løn og vilkår skyld i lav søgning

Sammenslutning ønsker mere i løn for at tiltrække flere sygeplejersker. Regioner arbejder på bedre vilkår.

Større politisk anerkendelse af sygeplejerskerne vil få flere til at søge ind i faget igen, mener Charlotte Gøtstad Sørensen, der er forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning. <i>Linda Kastrup/Ritzau Scanpix</i>

Større politisk anerkendelse af sygeplejerskerne vil få flere til at søge ind i faget igen, mener Charlotte Gøtstad Sørensen, der er forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning. Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Antallet af optagne på sygeplejestudiet er i år faldet med 18 procent, når man sammenligner med 2019.

For første gang siden 2014 er der således ledige pladser på rigtigt mange af de uddannelsesinstitutioner, der udklækker sygeplejersker.

Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor behovet for sygeplejersker kun ser ud til at stige de kommende år.

Charlotte Gøtstad Sørensen, der er forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), har et bud på årsagen til, at søgningen er faldet så meget.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det her handler om et fag, der politisk set er blevet nedprioriteret virkeligt meget, og at det er manglende handling fra politikerne, der gør, at de unge ikke bliver tiltrukket af uddannelsen.

- Det er blevet tydeligt for enhver, hvilke løn- og arbejdsvilkår der gælder for vores fag, og det er blevet en bombe under ansøgningstallene, siger Charlotte Gøtstad Sørensen.

Hun henviser til regeringsindgrebet under sygeplejestrejken sidste sommer, hvor sygeplejerskerne efter hendes mening ikke blev anerkendt for deres kamp for hele sundhedsvæsnet.

Og til, at statsminister Mette Frederiksen (S) få måneder senere bad sygeplejerskerne og ansatte i sundhedsvæsnet om at yde en ekstra indsats i forbindelse med en ny coronabølge.

- De kunne starte med at give en løn, der svarer til den uddannelse, det ansvar og de kompetencer, som sygeplejerskerne har.

- Det vil i længden give bedre arbejdsvilkår, fordi det vil få flere til at søge uddannelsen, blive på uddannelsen og blive i faget efterfølgende, siger hun.

Hos Danske Regioner kalder formand for sundhedsudvalget Karin Friis Bach (R) også optaget for "meget bekymrende", for der mangler personale i forvejen.

Hun siger, at regionerne arbejder på at blive gode til at tage godt imod sygeplejerskerne, når de kommer fra uddannelse. Det skal man være endnu bedre til.

- Det handler om at skabe gode arbejdspladser, hvor man har lyst til at være og blive. Også gode praktikforløb, så så få som muligt falder fra.

Hun er enig i, at løn og øvrige arbejdsvilkår har stor betydning for et job:

- Så det forhandler vi i overenskomster, og der gør vi, hvad vi kan for at få så gode overenskomster med de forskellige faggrupper som muligt.

Desuden arbejder man på bedre muligheder for efteruddannelse og personlig videreudvikling.

Men som udgangspunkt er det svært at skabe et godt arbejdsmiljø, når man i forvejen mangler ansatte.

- Så vi ser også på, om der er andre professioner, der kan bidrage til at løse opgaverne på sygehusene. Ikke de sygeplejefaglige opgaver, men som kan være med til at understøtte arbejdet, siger Karin Friis Bach.

Et eksempel kan være en farmaceut eller en farmakonom, der tager sig af medicinhåndtering på en afdeling, siger hun.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
AaB rykker nærmere salg til udenlandsk investor
Luk