Tidligere gaskunder bliver stadig opkrævet store beløb

Selskabet Evida, som skal afmelde gasmålere ved skift til anden varmekilde, har lang sagsbehandlingstid.

En række personer, der den seneste tid har skiftet fra gas til en anden varmekilde, får stadig høje aconto-regninger for deres forventede gasforbrug.

Det skriver TV 2.

Med de høje gaspriser, der er cirka femdoblet på et år, løber det op i mange tusinde kroner, kunderne skal betale, selv om de ikke længere har gas i boligen.

En mand, der 9. maj skiftede gas ud med en varmepumpe, har blandt andet fået en aconto-regning på næsten 10.000 kroner for perioden fra maj til juli i år.

Yderligere tre opkrævninger på over 12.000 kroner stykket følger, viser den tidligere gaskundes årsopgørelse fra hans gasselskab ifølge TV 2.

Forsyningsselskaberne sender regninger, indtil gasmåleren i hjemmet er afmeldt af det statslige distributionsselskab Evida.

Forsyningsselskaberne kan ikke selv afmelde gasmålere, oplyser selskabet i et skriftligt svar til Ritzau. Det skal kunderne i stedet gøre hos Evida, som slutafregner kunderne for selskabets del af regningen og giver gasselskaberne besked om at gøre det samme.

Tidshorisonten for dette afhænger af, hvornår kunderne angiver at have modtaget en ny varmekilde. Ifølge Evida bestræber selskabet sig på, at det sker inden for en frist på løbende måned plus en måned og 20 arbejdsdage.

- Evida understreger, at kunderne ikke kommer til at hænge på et forbrug, de ikke har haft. Hvis der er opkrævet for meget aconto, vil det blive modregnet i slutopgørelsen. Hvis kunderne ikke kan betale deres acontoregning, vil det kræve en aftale med deres gasleverandør, lyder det.

Evida peger på, at der er en stor omstilling i gang af varmeforsyningen i Danmark, og at det er nyt for selskabet at håndtere frakoblinger i stort antal.

Desuden har Evida fundet en fejl.

- Vi har en klar proces i markedet, der skal sikre, at kunderne ikke modtager aconto-opkrævning efter overgang til ny varmekilde.

- Vi har desværre har oplevet en teknisk fejl i it-kommunikationen mellem gasleverandørerne og os. Det betyder, at ikke alle beskeder er gået igennem til gasleverandørerne. Fejlen er nu rettet, og vi har sat gang i en oprydning bagudrettet.

- Derudover hasteindkalder vi nu gasleverandørerne til et møde, hvor vi i fællesskab skal sikre, at processerne fungerer, så kunderne ikke modtager opkrævninger, efter de er skiftet til anden varmekilde, oplyser Evida til Ritzau.

Klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) siger i et skriftligt svar til TV 2, at ministeriet er opmærksom på problemstillingen og er i dialog med Evida.

Regeringen har onsdag på et pressemøde foreslået at give borgere mulighed for at udskyde betalingen af deres energiregninger.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.