rejse

Tidligere rådhus i Bov åbner som modtagefacilitet for ukrainere

Syd- og Sønderjyllands Politi tager nye faciliteter i brug for at håndtere ukrainere, der kommer til Danmark.

Lørdag har det tidligere rådhus i Bov fundet ny anvendelse. Syd- og Sønderjyllands Politi har taget det i brug som modtagefacilitet for ukrainere, der søger mod Danmark.

Det oplyser politikredsen i en meddelelse.

- Hidtil har modtagelsen og registreringen af ukrainerne kunnet klares i den almindelige drift ved Syd- og Sønderjyllands Politis udlændingekontrolafdeling UKA Vest. Det har derfor ikke indtil nu været nødvendigt at bemande modtagefaciliteterne i Bov.

- Flygtningestrømmen fra krigen i Ukraine har imidlertid nu et omfang, der betyder, at opgaven ikke længere kan håndteres i den daglige drift, skriver politiet.

Det tidligere rådhus i Bov kan som modtagefacilitet huse mindst 400 personer i døgnet. Det antal kan dog skaleres op eller ned, alt efter hvordan situationen udvikler sig.

Ifølge Udlændingestyrelsens hjemmeside lørdag har 154 ukrainske statsborgere i denne uge søgt om asyl i Danmark.

Fredag har et flertal i Folketinget aftalt, at der skal laves en særlov. Den skal automatisk give ukrainske statsborgere og personer, der har fået flygtningestatus i Ukraine, to års ophold i Danmark.

I de to år skal de have adgang til både uddannelses- og sundhedsydelser.

Aftalen har lørdag endnu ikke kastet et lovforslag af sig. Derfor gælder den ikke endnu.

Indtil den vedtages kan ukrainske statsborgere som følge af en aftale mellem Ukraine og EU ankomme visumfrit i 90 dage, hvis de har fået udstedt et biometrisk pas.

Ukraine begyndte at udstede biometriske pas i 2015. Ukrainere med pas, der er ældre, skal søge om visum ved grænsen til Danmark - men kan få et nødvisum udstedt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden