Danmark

Tivoli forlænger julesæsonen - nærmer sig milepæl

Den 14. november åbner julen i Tivoli. Forlystelseshaven er tæt på at have haft 25 millioner julegæster.

Der er placeret i alt 1007 juletræer i forlystelseshaven. Lyset på Tivolis største juletræ tændes klokken 16.30 den 14. november. (Arkivfoto).
Der er placeret i alt 1007 juletræer i forlystelseshaven. Lyset på Tivolis største juletræ tændes klokken 16.30 den 14. november. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

De seneste år har mere end en million gæster besøgt Tivoli i hver julesæson. Derfor forlænges sæsonen nu med fire dage ind i 2026.

Forlængelsen skal ifølge Tivoli bidrage til en god gæsteoplevelse og fremgang i besøgstallet.

Jul i Tivoli har siden sin begyndelse i 1994 haft 24 millioner gæstebesøg.

Tivoli forventer at nå milepælen på 25 millioner julegæster i denne sæson, oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

Det glæder Tivolis direktør Susanne Mørch Koch, at julesæsonen forlænges.

- For mange er jul i Tivoli et øjeblik, man vender tilbage til år efter år. Det handler om at mærke stemningen, lyset, traditionerne og fællesskabet.

- Hvert år besøger tusindvis af danskere os som en fast tradition, og vi glæder os over, at stadig flere internationale gæster finder vej hertil for at opleve den særlige Tivoli-jul.

Tivoli forlængede også julesæsonen sidste år, hvor der var åbent i fem dage. Dengang var det første gang i ni år, at man havde holdt julen åben efter årsskiftet.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik via Dansk Erhverv er antallet af personer, der har sovet på hoteller og feriecentre i december i København steget fra lidt over 200.000 personer i 1994 til knap 900.000 personer i 2024.

Lars Ramme Nielsen, der er branchedirektør i Dansk Erhverv, ser en sammenhæng mellem ferierejsende i København og jul i Tivoli.

- Jul og julesalg har alle dage fyldt meget i København, hvor Strøget, Nyhavn og juleudstillinger tiltrak mange mennesker.

- Men for den samlede oplevelsesbranche i København var det et syvmileskridt, da Tivoli søsatte sit julemarked i 1994, siger han i pressemeddelelsen.

Ifølge branchedirektøren var der før jul i Tivoli ikke mange ferierejsende i København i de mørke måneder.

- I dag er det afgørende for hoteller, restauranter, taxaer og mange andre oplevelsestilbud, at Tivoli med Halloween, påske og ikke mindst julemarkedet som den store magnet trækker, siger han i pressemeddelelsen.

Jul i Tivoli åbner 14. november og slutter 4. januar 2026

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden