Danmark

To pelikaner bryder ud af Odense Zoo gennem hul i hegnet

Odense Zoo har indført en pelikanvagt, som man skal ringe til, hvis man spotter to pelikaner over Odense.

To pelikaner som dem, der her er fotograferet ved Filsø ved Varde i Sydvestjylland 22. juni 2019, er undsluppet zoologisk have i Odense torsdag. Odense Zoo hører meget gerne fra folk, der har set dem. (Arkivfoto).
To pelikaner som dem, der her er fotograferet ved Filsø ved Varde i Sydvestjylland 22. juni 2019, er undsluppet zoologisk have i Odense torsdag. Odense Zoo hører meget gerne fra folk, der har set dem. (Arkivfoto). Bent Jakobsen/Blåvand Fuglestati/Ritzau Scanpix

To pelikaner er sluppet fri fra Odense Zoo.

Det oplyser presseansvarlig i Odense Zoo Danni Larsen til Fyens Stiftstidende.

En ansat, som bor tæt på den zoologiske have, ringede torsdag morgen, fordi vedkommende havde en pelikan i haven, lyder det.

- Da vi begyndte at lede, konstaterede vi, at to pelikaner var fløjet ud af et hul i vores hegn, siger Danni Larsen.

Hullet i hegnet er blevet udbedret. Men fuglene flyver stadig rundt over Odense.

Ser man en pelikan i området, skal man ringe til havens pelikanvagt på telefonnummer 91230787.

Pelikaner er en familie af vandfugle med store næb og strubeposer. De er vidt udbredt i overvejende tropiske og subtropiske områder, hvor de lever i søer og ved havkyster.

Ifølge opslagsværket Lex.dk bliver de typisk mellem 105 og 185 centimeter lange med en vægt på 3,5 til 15 kilo.

Fjerdragten er hovedsagelig hvid, og vingerne er lange og brede.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden