To smittede: Styrelse vil vaccinere nærkontakter mod abekopper

Første to tilfælde af abekopper er bekræftet i Danmark. Nu vil myndigheder tilbyde vaccine til nære kontakter.

Abekopper er en virussygdom, der blandt andet kan give feber og udslæt med hvide blærer. Modsat covid-19 kan man først smitte andre, når man selv har symptomer. Smitte kan ske via luftveje eller tæt kontakt med kropsvæsker. (Arkivfoto). <i>Cdc/Brian W.j. Mahy/Reuters</i>

Abekopper er en virussygdom, der blandt andet kan give feber og udslæt med hvide blærer. Modsat covid-19 kan man først smitte andre, når man selv har symptomer. Smitte kan ske via luftveje eller tæt kontakt med kropsvæsker. (Arkivfoto). Cdc/Brian W.j. Mahy/Reuters

Sundhedsstyrelsen vil tilbyde en vaccine til personer, der har været i nær kontakt til smittede med abekopper. Det sker efter, at to danske borgere er blevet bekræftet smittet.

Det siger Bolette Søborg, overlæge og enhedschef Sundhedsstyrelsen, til DR Nyheder.

- Sundhedsstyrelsen vil tilbyde en vaccine til personer i nær kontakt med den smittede. Vaccinen skal gives, efter at man er blevet eksponeret for smitten og skal reducere risikoen for et alvorligt forløb, siger Bolette Søborg.

Abekopper er en virussygdom, der blandt andet kan give feber og udslæt med hvide blærer. Modsat covid-19 kan man først smitte andre, når man selv har symptomer. Smitte kan ske via luftveje eller tæt kontakt med kropsvæsker.

Statens Serum Institut oplyser torsdag eftermiddag, at det fortsat er to, der er bekræftet smittet.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det vaccinen mod abekopper fra det danske firma Bavarian Nordic, der skal bruges.

Vaccinen er godkendt til brug mod kopper i Danmark, men ikke til abekopper. Bavarian Nordic oplyser til Ritzau, at de planlægger at søge om godkendelse til, at vaccinen må bruges mod abekopper i hele EU.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at den på nuværende tidspunkt godt kan bruges mod abekopper og understreger, at det er læger med speciale i infektionsmedicin, der skal ordinere vaccinen.

Hverken Sundhedsstyrelsen eller Sundhedsministeriet er kommet med udmeldinger om, hvorvidt der skal indkøbes ekstra vacciner. Det er op til ministeriet.

Tyskland har bestilt 40.000 doser vaccine mod virussygdommen hos Bavarian Nordic. Det er til, hvis et udbrud af sygdommen i forbundsrepublikken skulle blive værre.

I Tyskland tales der om en isolationsperiode på mindst 21 dage for personer, der er smittet med abekopper. Det tager to til fire uger, før man er rask.

Bavarian Nordic kan ikke oplyse præcise tal for, hvor mange lande der har henvendt sig med henblik på vaccineindkøb.

- Men du kan selv regne ud, at det formentligt er mange lande, siger Rolf Sass Sørensen, som er vicedirektør i virksomhedens afdeling for kunderelationer.

Om ventetid forklarer han, at det afhænger helt af, hvor mange doser det enkelte land har købt.

Virksomheden kan ikke levere et fuldt lager til et land, men et nødberedskab af vaccinedoser. Herefter kan Bavarian Nordic hjælpe det pågældende land med opbygningen af et lager, forklarer Rolf Sass Sørensen.

Sundhedsmyndighederne forventer ikke udbredt samfundssmitte i Danmark.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.