Danmark

Togbusser skal erstatte S-tog på en af de travleste strækninger

Den travle togstrækning mellem Svanemøllen i København og Hillerød skal fornyes over sommermånederne.

Arbejdet begynder i maj og løber frem til oktober. Banedanmark skal dog arbejde i begge spor fra 2. maj til 1. juni og igen fra 23. juni til 11. juli. (Arkivfoto).
Arbejdet begynder i maj og løber frem til oktober. Banedanmark skal dog arbejde i begge spor fra 2. maj til 1. juni og igen fra 23. juni til 11. juli. (Arkivfoto). Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:13

En af landets travleste togstrækninger står over for en omfattende renovering.

Strækningen mellem Svanemøllen i København og Hillerød skal fornyes i sommermånederne.

Derfor indsætter DSB togbusser på strækningen i en periode i maj og juni.

Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.

Arbejdet begynder i maj og løber frem til oktober. Banedanmark skal dog arbejde i begge spor fra 2. maj til 1. juni og igen fra 23. juni til 11. juli.

- Under sporarbejdet i maj erstatter DSB S-togene med togbusser - både på langs og på tværs af Hillerød-banen, siger informationschef i DSB Tony Bispeskov.

- Jeg opfordrer pendlerne til at tjekke Rejseplanen for at se, hvad der er hurtigst og lettest, lyder det.

Ifølge DSB har det samlede S-tognet omkring 350.000 rejsende hver dag.

Mellem Svanemøllen Station og Hillerød kører der omkring 550 S-tog i døgnet, hvilket gør strækningen til en af de travleste.

Det skaber slid på skinnerne, og sporfornyelsen skal undgå yderligere slid og skader.

- Vi skal blandt andet udskifte næsten ti kilometer skinner og 2000 sveller, så strækningen også i fremtiden kan håndtere de hundredvis af daglige tog, siger Malene Friis Aagaard, der er projektchef i Banedanmark.

Sporfornyelsen kommer til at medføre støj- og støvgener for beboere tæt på togstrækningen.

I perioder vil det sågar være nødvendigt med døgnarbejde på skinnerne, og Banedanmark beklager generne, der måtte komme for beboere.

- Vi gør, hvad vi kan for at mindske generne, og håber på din forståelse, mens arbejdet står på, lyder det i pressemeddelelsen.

I perioden tilbyder DSB kompensation til pendlere, der rejser på togstrækningen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden