Danmark

Vejrdata giver beboere i Odense billigere fjernvarme

Fjernvarme Fyn bruger DMI's vejrdata til at forudsige varmebehovet i Odense. Planlægningen holder prisen nede.

Fjernvarme Fyn leverer fjernvarme til de fleste beboere i Odense Kommune. Selskabet bruger data fra DMI til at sikre fordelagtige priser og mindre klimabelastning gennem planlægning af produktionen. (Arkivfoto).
Fjernvarme Fyn leverer fjernvarme til de fleste beboere i Odense Kommune. Selskabet bruger data fra DMI til at sikre fordelagtige priser og mindre klimabelastning gennem planlægning af produktionen. (Arkivfoto). Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 16:45

Fjernvarme Fyn bruger vejrdata fra DMI til at forudsige varmebehovet i Odense Kommune.

Planlægningen bidrager til lavere forbrugerpriser og mindre klimabelastning i forbindelse med produktionen.

Det skriver DMI i en pressemeddelelse.

- Den viden hjælper os med bedre at planlægge, hvordan vores anlæg skal producere varmen, så det bliver mest fordelagtigt for forbrugeren, siger Matinus Kiilerich Kristensen, der er operations research analyst i Fjernvarme Fyn.

Energiselskabet leverer fjernvarme til de fleste af beboerne i kommunen.

Fjernvarme Fyn har siden 2021 brugt prognoser og vejrparametre fra DMI til at træne modeller med kunstig intelligens til at forudsige varmebehovet.

Modellerne baserer forudsigelserne på blandt andet vindretning, vindhastighed, solindstråling, luftfugtighed og lufttemperatur.

Helt konkret kan selskabet bruge prognoserne til at planlægge varmeproduktionen, efter at der i perioder er meget vind og sol, hvor priserne også er mere fordelagtige.

I de perioder kan der lempes på produktionen fra enheder, der udleder en højere mængde CO2, lyder det. Det kan for eksempel være afbrænding af biomasse.

DMI's data og prognoser ligger frit tilgængelige. Der er prognoser for de kommende 55 timer, og de opdateres hver tredje time.

Prognoserne suppleres desuden med længere prognoser fra Det Europæiske Center for Mellemfristede Vejrprognoser (ECMWF).

Det betyder, at der ud fra vejrdaten samlet set kan planlægges ti dage ud i fremtiden.

DMI's vicedirektør, Ulrik Smith Korsholm, kalder Fjernvarme Fyn et mønstereksempel på, hvordan dataen kan bruges.

- Tidlig indsigt er afgørende for at holde energipriserne nede og levere stabil energi.

- Fjernvarme Fyns brug af DMI's frie data er et lærestykke i, hvordan vejrdata både kan bruges til den grønne omstilling af vores samfund og til at spare samfundet og borgerne for penge, lyder det.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden