Vejret halter efter kalenderen - regnfuld uge i vente

Danmark skal i gennem nogle regnfulde og grå dage, inden vejret nærmer sig sommervejr fredag og i weekenden.

Mandag er der risiko for skybrud i Nord- og Vestsjælland samt i det østlige Fyn. (Arkivfoto). <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Mandag er der risiko for skybrud i Nord- og Vestsjælland samt i det østlige Fyn. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Selv om kalenderen fra onsdag viser sommer, er det ikke ensbetydende med, at vejrudsigten viser det samme.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Erik Hansen.

- Vejret halter en lille smule bagefter, fordi vi fortsætter med det her lidt køligere vejr med byger frem til og med torsdag, siger han.

Ugen starter med en ganske grå mandag, hvor der endda er risiko for lokale skybrud.

- Vi har allerede mange skyer, der ligger over landet, og i de sydlige egne er der også nogle spredte byger.

- Det bliver egentlig bare ved i løbet af dagen med byger, og de kan blive noget stærkere i eftermiddag, og der kan komme lidt torden på dem, og der kan faktisk også komme lokale skybrud eller kraftig regn, siger Erik Hansen.

Det er i den østlige del af landet og især på Nord- og Vestsjælland og det østlige Fyn, at der er risiko for skybrud eller kraftig regn.

- Temperaturen vil ligge omkring 16-18 grader, og så bliver det med svag vind. Det er en dag til den grå side, siger meteorologen.

Den svage vind er også med til at forstærke risikoen for skybrud. Erik Hansen forklarer, at når det er vindstille, falder regnen det samme sted.

DMI definerer skybrud som, når der falder 15 millimeter regn eller derover på 30 minutter eller derunder.

Onsdag viser kalenderen 1. juni, og det er dermed sommer, men vejret følger ikke helt med.

- Der vil være byger og kølige temperaturer, omkring 16-18 grader, 20 grader i bedste fald. Der vil være byger mange steder og ikke så meget vind, siger Erik Hansen om tirsdag, onsdag og torsdag.

Men når det bliver fredag, kommer der et højtryk til Danmark, og det vil ifølge DMI føre godt vejr med sig.

- Fredag begynder det at se lidt pænere ud med mest tørt vejr. I løbet af weekenden, så kryber termometeret op ad, og det ser ud, som om vi får et højtryk op over landet og noget sol på.

- Så hvis vi kigger på slutningen af ugen, så ser det faktisk ganske sommerligt ud, og det er også det, kalenderen siger, fortæller Erik Hansen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.