Velfærdsuddannelser i fald: Markant færre vil være sygeplejerske

Markant færre vil i år læse til sygeplejerske, pædagog og socialrådgiver, end hvad tilfældet var sidste år.

28 procent færre end sidste år har søgt ind på uddannelsen til sygeplejerske som førsteprioritet, end hvad tilfældet var sidste år. (Arkivfoto). <i>Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix</i>

28 procent færre end sidste år har søgt ind på uddannelsen til sygeplejerske som førsteprioritet, end hvad tilfældet var sidste år. (Arkivfoto). Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Det er ikke uddannelserne til offentlige hverv, der står øverst på ønskesedlen, når unge skal beslutte sig til, hvad de helst vil læse.

Således står velfærdsuddannelserne for skud, på et tidspunkt hvor der ikke siden 2012 har været så få, som vil læse videre.

Velfærdsuddannelser dækker over pædagoger, lærere, socialrådgivere og sygeplejersker.

For sidstnævnte gælder det, at 28 procent færre har søgt sygeplejerskeuddannelsen som deres førsteprioritet i år sammenlignet med sidste år.

- Med det fald kan vi ikke udfylde alle studiepladser på sygeplejerskeuddannelse, siger Camilla Wang, som er formand for Danske Professionshøjskoler.

- Det betyder også, at vi overhovedet ikke kommer til at kunne uddanne til det behov, der er i sundhedsvæsenet, siger hun.

I 2021 blev 43 procent af de opslåede stillinger til sygeplejerske ikke besat. Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Dansk Sygeplejeråd kalder det lave ansøgertal til sygeplejestudiet for "en bombe under et i forvejen sønderknust sundhedsvæsen".

- Vi står i en situation, hvor store dele af sundhedsvæsenet er i knæ, fordi der mangler sygeplejersker, siger næstformand Dorthe Boe Danbjørg i en pressemeddelelse.

Også hos de tre andre velfærdsuddannelser er ansøgertallet faldet markant.

17 procent færre end sidste år vil være socialrådgiver. 18 procent færre end sidste år har søgt ind på pædagoguddannelsen som deres førsteprioritet, mens 12 procent færre har søgt ind på læreruddannelsen.

Ifølge Camilla Wang kan heller ikke alle pladser på pædagogstudiet blive besat med det lave ansøgertal. Og det er nyt.

- Vi skal have lavet en national rekrutteringsplan, som man også politisk skal tage ansvar for, for hvordan vi kan vende de unges uddannelsesveje, så de passer bedre til det, vi har brug for i velfærdssamfundet, siger Camilla Wang.

Den generelle tendens bekymrer også studenterfagforeningerne for velfærdsuddannelserne, som repræsenterer de studerende.

I en samlet udtalelse forudser de en fremtid med dårligere velfærd for alle danskere.

- Vi ser nu ind i en fremtid med færre medstuderende og færre fremtidige kolleger. Det betyder en fremtid, hvor vi som færdiguddannede skal løbe endnu hurtigere for at få enderne til at hænge sammen, skriver studenterforeningerne i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.