WHO-gruppe slår fast: Brandmænd har øget risiko for kræft

Brandmænds arbejde nu bliver klassificeret som "med sikkerhed kræftfremkaldende" på særlig WHO- liste.

Det er nu veldokumenteret, at brandmænds arbejde øger risikoen for kræft, lyder det fra WHO-gruppe. (Arkivfoto) <i>Nils Meilvang/Ritzau Scanpix</i>

Det er nu veldokumenteret, at brandmænds arbejde øger risikoen for kræft, lyder det fra WHO-gruppe. (Arkivfoto) Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Arbejdet som brandmand øger risikoen for kræft.

Det fastslår en international videnskabelig udredning foretaget af verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Konklusionerne kommer fra en international ekspertgruppe nedsat af WHO's kræftforskningsinstitut, International Agency for Research on Cancer (IARC).

Formanden for ekspertgruppens udredning er danske Johnni Hansen. Han er seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.

- Sammenhængen er så veldokumenteret, at brandmænds arbejde nu bliver klassificeret som "med sikkerhed kræftfremkaldende" på IARC's liste over påvirkninger, der kan give mennesker kræft, siger han i en pressemeddelelse.

Ekspertgruppen har det seneste år gennemgået al tilgængelig viden fra en lang række videnskabelige undersøgelser om brandmænd og kræft.

Her kunne forskerne konkludere, at arbejdet som brandmand bør klassificeres i gruppe 1. Det er den højeste risikogruppe i IARC's kategorisering over kræftfremkaldende påvirkninger.

Tidligere var erhvervet som brandmand kategoriseret som "muligvis kræftfremkaldende" i gruppe 2B.

En række undersøgelser viser, at brandmænd har en øget risiko for mindst to kræftformer - blærekræft og mesoteliom.

Mesoteliom er en meget sjælden kræftsygdom. Selv om brandmænd er ekstra udsatte, vil der fortsat kun være en lille risiko for at blive ramt af den type kræft.

Også risikoen for en lang række andre kræftsygdomme er øget, men her kan det ikke udelukkes, at det skyldes andre forhold end brandmændenes arbejde.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse bør resultaterne bane vej for erstatning til de brandmænd, der har fået kræft på grund af deres arbejde.

- Konklusionen er så klar, at det bør føre til arbejdsskadeerstatning til de brandmænd, der har fået kræft på jobbet - ingen skal blive syg af at gå på arbejde, siger Jesper Fisker, administrerende direktør hos Kræftens Bekæmpelse, i en pressemeddelelse.

- Og så skal man gøre alt, hvad man kan, for at beskytte brandmænd mod kræftfremkaldende påvirkninger fremover.

Hos Brandfolkenes Cancerforening vækker udredningen fra IARC glæde efter 12 års opråb.

- Det jeg håber, at det kommer til at betyde for os, og det vi fortsat vil kæmpe for, er at få en lovgivning. Så visse kræftformer også bliver anerkendt som erhvervssygdomme, siger Tommy Bækgaard Kjær, formand i Brandfolkenes Cancerforening.

- Politikerne kan blive heltenes helte ved at lave den lovgivning, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.