Jammerbugt

Danmarks måske største vægmaleri

Kunstner har dekoreret væggene i Kulturhuset Blokhus

8
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kiss Jönsson har brugt 17 dage på at dekorere den gamle gymnastiksal, så den kan bruges som festsal.

Hune: 188 m2 vægmaleri - og muligvis Danmarks største vægmaleri af sin art.

Og alligevel har kunstneren Kiss Jönsson, der har en del erfaring fra lignende projekter, kun brugt 17 dage på at dekorere en ny festsal i Kulturhuset Blokhus i Hune.

Kunstneren, der har en baggrund som holistisk indretningsdesigner og farvecoach, har base i Norup i Mariager Fjord Kommune, og hun har malet direkte på de rå vægge i den tidligere gymnastiksal.

Mod vest lyser Vesterhavet lyseblåt, og den øde strand med de lukkede badehuse vidner om, at det måske er ganske tidlig morgen.

Ud af væggen stikker et endda ”rigtigt” badehus af hvidt træ, hvor døren kan åbnes af den nysgerrige.

- Og hvis man kigger nærmere efter, kan man se en hund her på stranden. Det er faktisk en lille hilsen til tyskerne, fordi Jammerbugt Kommune har valgt at droppe det blå flag, så hundene kan bade frit på stranden, siger Kiss Jönsson med et smil.

På den anden side mod øst mødes øjet af en lys birkeskov, hvor en lille ræv kigger ud i lokalet.

- På den måde har vi havet mod vest og skoven mod øst som det er her i Hune, siger hun.

En festkulisse

Kiss Jönsson er i fuld gang med at lægge sidste hånd på den store udsmykning. På forpagteren af kulturhusets foranledning er hun i gang med at male en hare og et egern ind i vægmaleriet.

- Salen her skal jo bruges til at holde fest i, og derfor er det vigtigt, at mit maleri ikke løber med hele opmærksomheden eller provokerer. Det er derfor holdt i nogle dæmpede farver og fremstår som en kulisse, fortæller hun.

Ideen med kulissen understreges af, at der senere på dagen bliver monteret rigtige træer, der er malet med træbeskyttelse.

- På den måde falder de ind i billedet og får samtidig en tredimensionel virkning, forklarer Kiss Jönsson.

Det er Rikke Ejsenhardt Muus, der overtog forpagtningen af Kulturhuset Blokhus 1. januar, der har bestilt Kiss Jönsson til at dekorere festsalen, der har fået navnet ”Vestkysten”.

- Jeg har tidligere samarbejdet med Kiss Jönsson, da hun dekorerede Hotel Klitrosen i Slettestrand, så jeg vidste, at hun var den helt rigtige til opgaven, forklarer Rikke Ejsenhardt Muus.

Også John Andersen, der ejer Kulturhuset Blokhus, er tilfreds med resultatet.

- Vinduerne sidder jo så højt oppe, at folk ikke bliver forstyrret af, hvad der sker udenfor, og samtidig har Kiss skabt den helt rigtige intime stemning med sit billede ved at invitere naturen indenfor, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.