Bindslev

Danmarks største harmonika jam

Harmonikaerne spiller for 30. gang i Bindslev

Harmonika-vennerne fra Ikast og Herning har været med til træffet hvert år i 23 år. Foto: Bente Poder
Harmonika-vennerne fra Ikast og Herning har været med til træffet hvert år i 23 år. Foto: Bente Poder

BINDSLEV: 400 camperende harmonikaspillere er tyvstartet på weekendens harmonikatræf i Bindslev, og den lystige spillemandsmusik har lydt over byen hele ugen.

For Lilli Neigaard fra Ikast og hendes mand, Erling Hansen, er uge 30 hvert år ryddet for alt andet i kalenderen, så de kan komme til Bindslev. Det er 23. gang, de er afsted.

- Vi kan simpelthen ikke undvære det, siger Lilli Neigaard.

Selv om træffet først officielt begynder fredag eftermiddag, synes harmonikaspillerne i dette fortelt, at træffet er allerbedst, inden det overhovedet er gået i gang.

- Samværet, vi har med de andre her i ugen op til træffet, er det, som betyder mest. Når man kan høre, at harmonikaen findes frem, så er det bare rundt i forteltene og spørge om, man må spille med, siger Lilli Neigaard.

Buskspil, eller harmonika jam om man vil, er en stor del af træffet.

- Folk finder sammen på kryds og tværs og spiller sammen. Der er nærmest harmonika 24 timer i døgnet, siger Finn Nymann, der er formand for træffet.

Finn Nymann regner med, at omkring 10.000 mennesker kommer forbi harmonikatræffet i weekenden.

Gå til relaterede emner

Forsiden