Danmarksmester for 2013 i sproget latin

18-årige Johanne Krog Nedergård fra Nørhå synes, at mange flere skulle vælge den klassiske linje - de fag er grundlaget for alt i samfundet

Når Johanne Krog Nedergård holder fri fra gymnasiet, er hun med i URT og i URK, ligesom hun spiller violin og rider på ejendommen i Nørhå. Foto: Ole Iversen

Når Johanne Krog Nedergård holder fri fra gymnasiet, er hun med i URT og i URK, ligesom hun spiller violin og rider på ejendommen i Nørhå. Foto: Ole Iversen

NØRHÅ:Klassikerforeningen indbød traditionen tro i februar elever i 2.g med latin på A-niveau samt elever i 2.g og 3.g med latin på B- og C-niveau til at deltage i foreningens latinkonkurrence, som blev afviklet på de enkelte gymnasier i februar.

Og for 2.g med latin på A-niveau blev årets vinder Johanne Krog Nedergård, Nørhå, der går på græsk-latin-linjen i 2.g på Thisted Gymnasium & HF. Hun er datter af journalist Lone Lærke Krog og afdøde journalist Erling Nedergaard.

Johanne fortæller, at hun har både græsk og latin på A-niveau, og at hun betragter dem som en almen dannelse:

- Jeg synes, at vi burde være nogle flere. Disse fag, der er mere end sprogfag, brede kulturhistoriske fag, som giver en grundig viden om alt i vores samfund, siger hun, der selv valgte fagene for at få mere og flere sprog, idet hun regnede med at senere at skulle studere lingvistik (sprogforskning, sprogvidenskab) på universitetet:

- Lige nu nyder jeg bare at lære så meget. De fag er bare så spændende, og vi har nogle rigtigt gode lærere i dem, siger hun.

Det var latinlæreren Theodor Willibald Halbmeier, som foreslog latinklassen på ni elever at deltage i Klassikerforeningens konkurrence. Han skulle så udvælge den bedste besvarelse, og det blev Johannes.

Prøven varede to timer og bestod i to dele. Første del var oversættelse af en let bearbejdet latinsk tekst, og anden del bestod i en besvarelse af spørgsmål til teksten vedr. morfologi (ordstruktur), syntaks (sætningsdannelse) og indhold, idet teksten handlede om Pompeji, og der bl.a. skulle svares på Pompeji-udgravningernes indflydelse på vor forståelse af det latinske sprog.

- Nej, jeg regner ikke med at skulle være præst, smiler Johanne som svar på det spørgsmål, hun har fået utallige gange.

Derimod har hun en drøm om senere at studere på det berømte universitet i Oxford i England. Her har man nemlig et studium, der tilsammen dækker fagene psykologi, filosofi og lingvistik:

- Det er netop de tre fag, jeg ikke kan vælge imellem, siger hun.

Når Johanne holder fri, er hun travlt beskæftiget med noget andet. Hun er bestyrelsesmedlem i URT (Ungdomsrådet Thy), der bl.a. arrangerer koncerter, og hun er frivillig i Ungdommens Røde Kors. Dertil spiller hun violin, og når der er tid til det, tager hun sig en ridetur på ejendommen i Nørhå.

W

klassikerforeningen.dk

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.