Dansk drømmestart på VM

De tyske OL-sølvvindere nedlagt med mindst mulige margin i Boxen

Claus Jensen
Jyske Bank BoxenHerningVM i Ishockey 2018Danmark møder TysklandFoto Claus Søndberg
Ishockey 4. maj 2018 23:03 - Opdateret 6. maj 2018 23:23

ISHOCKEY: Kvartfinaledrømmen blev antændt med et ordentligt brag, da Danmark foran 10.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen nedkæmpede Tysklands OL-sølvvindere med 3-2 efter overtid og straffeslag.

Frederik Andersen var ganske enkelt en mur og tog det hele i straffeslagskonkurrencen, og så var det nok, at Herning-knægten Frans Nielsen som den eneste dansker scorede.

Danmark startede også kampen bedst - båret frem af tilskuerne. Den første åbne chance tilfaldt Aalborg Pirates’ Julian Jakobsen efter otte minutter. Den tyske keeper fumlede, men der gik for længe, inden pucken blev spillet ind til en fri Jakobsen foran kassen. Derfor nåede målmanden tilbage og reddede.

En udvisning til Nicklas Jensen gav efterfølgende tyskerne momentum, men det danske boksspil var solidt, og Frederik Andersen i målet var en solid og rolig mur.

Tilbage ved fuld styrke kom Julian Jakobsen til sin anden store chance, da Mads Christensen tryllede, men et tysk stav kom i vejen.

Men i anden periode kom der hul på bylden. Den første tyske udvisning blev straffet af den tidligere Frederikshavn-spiller Jesper Jensen med et slangehug til 1-0.

Tyskerne slog dog hurtigt tilbage, da Frederik Andersen blev nedlagt af sin egen back, så målet blev blottet.

Men en ny tysk udvisning gav på ny Janne Karlssons tropper føringen før sidste periode. Nichlas Hardt lagde genialt pucken bag om sig selv til en fri Frederik Storm.

Tredje periode startede men først et dansk og så et tysk powerplay - uden effekt. Men med ni minutter igen kom udligningen, da en lidt lunken Frederik Andersen blev overlistet af et skud, som godt nok blev afrettet.

Andersen hev dog kort efter en fantomredning frem på en stor tysk chance og forhindrede yderligere ulykke.

I stedet fik Nicklas Jensen og Frederik Storm et par kæmpe chancer, som blev brændt. Ærgrelsen sad åbenbart i danskerne, for efterfølgende sløsede de og gav et par kæmpe tyske kontratilbud væk.

Tredje periode sluttede i dansk overtal og dermed startede Danmark de første halvandet minut af overtiden i powerplay. Peter Regin og Oliver Bjorkstrand havde et par gode danske tilbud, men tyskerne overlevede den kritiske situation.

I stedet var Tyskland ved at tage sejren til slut, da en Jesper Aabo Jensen faldt og gav en friløber væk, som dog blev overplaceret.

Men til slut endte det hele lykkeligt. To danske point i nøglekampen om fjerdepladsen. Nu glæder det om at være klar igen allerede lørdag 20.15, når USA er modstanderen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...