Dansk øko-fremstød i Tyskland
Økologiske producenter vil øge eksporten til den tyske restaurationsbranche
DANMARK/TYSKLAND: 15 danske økologiske producenter mødes i dag i Hamborg for at promovere dansk økologi over for tyske grossister.
Hos Landbrug & Fødevarer ser man lyst på mulighederne for større salg til naboerne syd for grænsen. Fokusset for onsdagens fremstød er på salg til restauranter, caféer og takeaway, der udgør consumer foodservice-sektoren.
- Vi ved, at tyskerne skeler meget til, hvad vi har gjort i Danmark, når de tænker økologi i foodservice. Derfor vurderer vi, at der er yderligere potentiale for at øge øko-eksporten til Tyskland, som jo netop er det største eksportmarked for dansk økologi, siger Mette Gammicchia, afdelingsleder for Afsætning, Ernæring & Markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse.
De danske økologiske eksportører har indtil nu fokuseret meget på salg til den tyske detailhandel. Det fokus skal onsdagens fremstød ændre på.
- Vi har gennem længere tid bearbejdet det tyske foodservice-marked for økologi, og nu vurderer vi, at der endelig er hul igennem. Derfor vil der på fremstødet være en række oplæg til inspiration fra blandt andre Fødevarestyrelsen, der fortæller om omstillingen til økologi i den danske foodservice-sektor, siger Mette Gammicchia i pressemeddelelsen.
Eksporttallet for dansk økologi til Tyskland for år 2015 er ikke udregnet endnu, men Landbrug & Fødevarer forventer, at eksporten sidste år lå på mellem 900 millioner og 950 millioner kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.