Dansk quiz flopper fælt

Bezzerwizzer findes nu også til iPhone, iPod Touch og iPad - og sikke en skuffelse

Galleri - Tryk og se alle billederne.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Spil: Bezzerwizzer Denne anmelder er stor fan af brætspillet Bezzerwizzer. Muligheden for at satse strategisk på modspillernes uvidenhed, og stjæle kategori-brikker fra hinanden, bidrager til den gode - skråstreg - onde stemning omkring brættet. Så jeg havde glædet mig til denne mobile udgave - og endda øjnet en mulig afløser for Wordfeud. Men ak: Alt det, der gør brætspillet sjovt, mangler i den mobile version. Ganske vist kan man sende udfordringer til hinanden, men dybest set spiller man mod sig selv. Og det er altså ikke det samme. Når man har placeret de velkendte kategoribrikker, kommer spørgsmålene fra en ende af - ledsaget af et hektisk tikkende stopur. Jo hurtigere man svarer rigtigt, desto flere point tjener man, og det lyder jo fair nok. Men mange spørgsmål er så lange i spyttet, at man ender med at jappe gennem teksten for ikke at tabe tid. Her bliver uret en træls stress-faktor. På mobilen er det oplagt at berige spørgsmålene med billeder, musik, lyde og endda videoklip. Dette udnyttes i forbavsende ringe omfang. Når det går vildest til, får man lov at identificere en række statiske politiker-portrætter. Ikke videre festligt. Forsøget på at tilføje et element af rollespil, hvor spillerens figur undervejs udvikler sig fra stenaldermand til "quizgud", virker overfladisk og påklistret. Det klassiske spil suppleres af en række mini-quizzer med højt specialiserede emner. Det er en fin ide, og udvalget tegner lovende - med alt fra "danske statsministre" til "klassiske filmcitater" og sågar "norsk fodbold". Men hovedparten af disse quizzer er overstået på et par minutter. Pengemaskine Og så koster de penge. Vi kan acceptere den såkaldte "freemium" model, hvor man får programmet gratis - og så efterfølgende får muligheden for at tilkøbe ekstra indhold. Men her betaler man altså 18 kroner for grundspillet. Og før eller siden løber man tør for spillets indbyggede valuta, så tilkøbene er reelt ikke valgfri. En mini-quiz, som kan være overstået på godt et minut, koster næsten tre kroner. Hvis man gør det op i timepris, bliver spillet langt dyrere end en biograftur. Og her taler vi altså om et spil, som man allerede har betalt for en gang. Det er helt hen i vejret. Man kan vinde ekstra spil-penge ved at slå sin egen rekord - eller ved at slå vennerne i en udfordring. Fejl og gentagelser Men den første mulighed bliver hurtigt udtømt, og jeg vil ikke anbefale nogen at trække deres venner ind i denne tvivlsomme pengemaskine. Hertil kommer en række ekstra fejl og irritationsmomenter. For eksempel er det uforståeligt, at man skal indtaste sin email-adresse og adgangskode, hver eneste gang man starter spillet. Producenten reklamerer med flere end 6000 spørgsmål, men så er alle tilkøbene vist også talt med. I hvert fald gik der ikke mere end en time, før de samme spørgsmål begyndte at dukke op. Nogle spørgsmål blev endda gentaget flere gange på blot et par timer. Det kan skyldes dårlig programmering, som spillet generelt bærer præg af. Selv om vi testede på den hurtigste og nyeste iPhone 4S, gik programmet i baglås omtrent hver halve time. Så her er et spørgsmål til spillets bagmænd: Hvad får en respektabel spilproducent til at reducere et sjovt og innovativt brætspil til en primitiv pengemaskine? Jeg spiller en "Bezzerwizzer" brik på, at svaret er simpel grådighed. Af Søren Bang Hansen redaktion@nordjyske.dk Bezzerwizzer Til iPhone, iPod Touch og iPad. Pris: 18 kr. - plus tilkøb Fra 12 år information: www.kortlink.dk/aeck

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.