Dansk rock-ikon spiller i kulturhus
ARDEN: "Et ikon i dansk rock".
Sådan betegner Arne Arildsen fra Kulturhusforeningen i Arden "Burnin Red Ivanhoe", som fredag 10. marts gør ophold i det lokale kulturhus som led i orkestrets 50 års jubilæums tour.
Efter forskellige tilløb henover efteråret og vinteren stod "Burnin Red Ivanhoe" på scenen første gang 22. maj 1967, og siden da er det blevet til over 1.000 koncerter i ind- og udland.
"Burnin Red Ivanhoe" har bl. a. været på turné med navne som Uriah Heep, Jimi Hendrix og Black Sabbath, og debutalbummet "M144" har fortsat status som én af nyere danske musiks betydeligste udgivelser.
Præcis som for 50 år siden er det Kim Menzer og Karsten Vogel, der står i front, når "Burnin Red Ivanhoe" giver koncert i Arden 10. marts. Bag sig har de et orkester bestående af Assi Roar (bas), Klaus Menzer (trommer) og Jens Runge (guitar og vocal).
Sekstetten kompletteres på jubilæumsturneen af Lone Selmer, der udover at spille keyboard også lægger vokalstemmer på klassiske "Burnin Red Ivanhoe"-numre som "Ivanhoe i Brøndbyerne", "Tingel-tangel manden" og "Gong-Gong, the Elephant Song".
Foruden de gamle numre byder koncertrepertoiret i Arden også på helt nye numre - og gamle "Burnin Red Ivanhoe"-numre, som aldrig før har været spillet "live".
Billetter til koncerten kan enten købes på Arden Bibliotek eller via hjemmesiden www.himmerlandsbilletten.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.