Udland

Danske F16 fly undgik at ramme civile

Dansk indsats mod Islamisk Stat i Irak uden civile ofre

Arkivfoto
Arkivfoto

UDLAND: Civile irakere har undgået at blive ramt af bomber fra de syv danske F16 fly, som i begyndelsen af oktober blev sendt til Irak for at bekæmpe Islamisk Stat. Det oplyser Forsvarsministeriet til Nordjyske Stiftstidende.

- Forsvarsministeriet har pr. 8. december 2014 ikke modtaget meldinger om, at der har fundet civile tab sted i forbindelse med de danske F-16 flys bombninger i Irak, hedder det i et skriftligt svar fra i går onsdag 10. december.

Det er ofte nævnt, også i folketingssalen, at civile ofre er uundgåelige i krig, men hidtil er det altså ifølge ministeriet ikke gået ud over civile, når de danske fly er gået på vingerne fra basen i Kuwait for enten at bombe bygninger eller direkte støtte grupper, som kæmper mod Islamisk Stat.

Tab kan ikke udelukkes

- Som en del af denne indsats vil de danske fly angribe mål på jorden. I den forbindelse vil det aldrig kunne udelukkes, at følgeskader ved angreb mod mål på jorden kan koste civile tab. Når det er sagt, vil Forsvarets opmærksomhed selvfølgelig være rettet mod at undgå utilsigtede følgeskader, skriver ministeriet.

Hvor og hvornår de danske fly har været i aktion ønsker militæret ikke at oplyse. Det henviser til piloternes sikkerhed og de andre koalitionspartnere, som ledes af USA.

- Efter hver flyvning analyseres nøje tilsigtede og eventuelle utilsigtede effekter af hvert enkelt angreb. Det skal endvidere pointeres, at der foretages en grundig vurdering af risici for følgeskader i forbindelse med udvælgelsen af mål, og at piloterne gennem deres uddannelse er trænet i at undgå følgeskader. Desuden anvendes ammunitionstyper, der kan ramme mål på jorden med stor præcision, skriver Forsvarsministeriet.

Det pointerer samtidig, at Danmark ikke har hverken ansvar eller erstatningspligt i forhold til skader, der er opstået som følge af lovlige kamphandlinger.

Den seneste opdatering fra flyvevåbnet er fra 26. november. Ifølge den har de danske fly siden første mission den 16. oktober fløjet 74 gange og kastet 60 bomber.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden