De cykler gerne Veggerby Rundt igen - endda to gange

48 deltagere i nyt cykelløb som optakt til visit af Postnord Danmark Rundt

Margit Sig og Laura Guldhammer
De 19 deltagere på ”prof-ruten” på 30 kilometer blev sendt af sted først fra forsamlingshuset i Kirketerp onsdag formiddag, men de forreste kom først til at svinge til venstre og måtte lige hjælpes på rette vej ”til højre!” af tilråb fra arrangørerne.
Rebild 1. august 2018 17:13

VEGGERBY: 48 små og store deltog onsdag formiddag i premieren på cykelløbet Veggerby Rundt, som udgik fra forsamlingshuset i Kirketerp ad to ruter - "prof-ruten" på 30 kilometer og familieruten på 4,7 kilometer.

Til den lange rute var der endda kommet tilcyklende tre professionelt udseende deltagere fra Oldcranks Bike Club i Aalborg, som lige manglede et træningsløb og ikke kendte noget særligt til terrænet.

De blev imidlertid så begejstrede, at de ikke blot lovede at komme igen næste år, men også tilbød at hjælpe til ved at stå for en rute på 60 kilometer.

- Men vi må endelig ikke lave om på ruten, for den var noget af det smukkeste, de havde oplevet. De vil bare køre den igennem to gange, beretter Sissi Pedersen, som havde taget initiativ til det lokale cykelløb som optakt til, at hendes elskede Postnord Danmark Rundt om eftermiddagen skulle komme igennem Veggerby.

Arrangementet var blevet til med kommunal støtte fra projekt "Sundhed for pengene". Veggerby Sogn har simpelt hen fået en pose penge med 65.000 kr. til en række sundhedsfremmende initiativer i år efter borgernes egne ønsker.

Cykelløbet her får to blivende effekter. Lokale Lars Nielsen vil gerne stå for at træne et cykelhold, og den lokale idrætsforening overtager arrangementet af Veggerby Rundt, som dermed bliver en ny tradition.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...