De fandt Thors Hammer
Tre drenge måtte i månedsvis holde tæt med møntskat, som eksperter vurderer på højde med Guldhornene
Opdateret kl. 11:06
STRANDBY: - Der gik et sus gennem kroppen. Vi stod helt stille og ingen af os sagde noget. Vi vidste, at nu havde vi fundet noget fra vikingetiden.
16-årige Michael Stokbro Larsen fortæller om den dag i september 2012, hvor han sammen med broderen Peter og kammeraten Tobias Wiis fandt Thors Hammer i mulden på en mark lidt uden for Strandby i Vendsyssel.
De tre drenge er amatørarkæologer, og tre dage inden det sensationelle fund fra vikingetiden havde Peter med sin metaldetektor til 12.000 kroner fundet den første mønt.
Nyhed gik verden rundt
- Møntfundet fra Strandby er i liga med Guldhornene, siger Jens Christian Moesgaard, seniorforsker på den Kongelige Mønt- og Medaillesamling, til DR, og ifølge lokale arkæologer er fundet beviset på, at området ved Elling Å og Rugholm Å har været et vigtigt internationalt handelscentrum og Danmarks nordligste naturhavn, hvor vikingeskibe på langfart søgte ind.
Strandbydrengene står til en pæn dusør i form af danefægodtgørelse, men de er selv mere optaget af, at lokalsamfundet får glæde af ”guldskatten”.
- Vores største ønske er, at der bliver en lokal udstilling, så det kan trække turister til og fortælle historien om Strandby-Elling, siger de tre drenge, der har holdt på hemmeligheden siden 9. september 2012.