Thorup

De holder liv i spillemandsmusik

Thorup Spillemændene fejrer 25-års jubilæum

Thorup Spillemændene består i øjeblikket af syv mand, der er mellem 65 og 84 år. Snart kan de fejre 25-års jubilæum.

 Privatfoto

Thorup Spillemændene består i øjeblikket af syv mand, der er mellem 65 og 84 år. Snart kan de fejre 25-års jubilæum. Privatfoto

THORUP:- Jeg købte min første harmonika for mine konfirmationspenge. Jeg fik 625 kroner, og det var mange penge midt i 60’erne. Jeg husker tydeligt, at den kostede 450 kroner, fortæller Vagn Frederiksen, der startede med harmonikaen som 14-årig og nu, hvor han er stoppet som rådhusbetjent og nyder pensionisttilværelsen, fortsat holder meget af at spille. De sidste 25 år har han spillet i Thorup Spillemændene.

- Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg ville have en harmonika. Min far var god til at synge, og når han gik i stalden, sang han altid, men han spillede ikke. Jeg kom til at gå til undervisning i Dybvad, og der lærte jeg at spille, fortæller Vagn Frederiksen, der ret hurtigt kom til at spille i et band.

- Der var et band i Flauenskjold, og deres orgelspiller stoppede. Det var på det tidspunkt, de elektriske keyboards og orgler kom frem. Jeg blev spurgt, om jeg ville være med. Det ville jeg jo gerne, og så var jeg nødt til at købe et orgel. Der er så kommet flere til i tidens løb. I øjeblikket har jeg tre af slagsen og tre harmonikaer. Jeg har min svigerfars harmonika, og jeg håber da, at et af mine børnebørn en dag vil spille harmonika. Man skal have lyst til at spille, og det ved jeg ikke, om de har. Jeg nyder det, og det har jeg gjort nu i mange år. Jeg holder også meget af at spille i Thorup Spillemændene, fortæller han.

Flere af numrene har været med på repertoiret i alle 25 år, men der tages også hele tiden nyt stof ind.

Thorup Spillemændene opstod i 1993, hvor Vagn Frederiksens kone, Kirsten, sammen med en anden trænede old-girls håndbold i Thorup hver onsdag aften.

- Det var jo kedeligt at sidde alene hjemme, og så var vi nogle stykker, der snakkede om, at vi kunne prøve at spille lidt. Det gik fint, og efterhånden var vi ni mand. Senere nåede vi helt op på 11, men i øjeblikket er vi kun syv.

Jubilæet fejres 28. januar i Thorup Aktivitetshus. jing

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.