Hvidbjerg

De kører skam stadig Toyota

Tidligere medarbejdere hos Toyota i Nykøbing holder kontakten ved lige i seniorklubben

Seniorklubben Fra venstre mod højre: Anders Kristensen, Jytte Jensen, Holger Jakobsen, Jørn Hedegaard, Henning Jensen, Arne Nielsen og Jens Christian Eriksen.
Seniorklubben Fra venstre mod højre: Anders Kristensen, Jytte Jensen, Holger Jakobsen, Jørn Hedegaard, Henning Jensen, Arne Nielsen og Jens Christian Eriksen.

HVIDBJERG: - Ja, vi kører alle i Toyota stadigvæk. Så ved man jo, at det virker!

Kommentaren udløste latter og bekræftende nik blandt selskabet, der meget passende, taget bilvalget i betragtning, bestod af syv tidligere medarbejdere fra Toyota i Nykøbing. Anledningen var den månedlige komsammen, der denne dag fandt sted hos Gaard Bageriet i Hvidbjerg.

I efteråret besluttede flere gamle kollegaer nemlig, at de ville starte en seniorklub for bilhusets tidligere medarbejdere, der alle var gået på efterløn eller pension. Men trods medlemmernes erfaring fra bilmiljøet, er det ikke de firhjulede maskiner, der er omdrejningspunktet for hverken aktiviteter eller snakke. Klubben mødes i stedet for at cykle, gå en tur, opleve et nyt sted eller bare drikke en god kop kaffe sammen. Idémændene bag fællesskabet havde da også en oprindelig ambition om, at medlemmerne skulle gå Mors rundt. Men den aktivitet er skudt lidt til side - i hvert fald for nu.

- Vi kan jo ikke motionere hver gang. Der skal være noget for alle, siger Anders Kristensen, da han tager kaffekoppen for munden og henviser til den store aldersspredning i flokken.

Klubben startede i oktober sidste år på opfordring af blandt andre Jørn Hedegaard, der forlod arbejdspladsen samme måned.

- Henning og jeg snakkede om det over et rundstykke. Vi kunne godt tænke os at ses lidt mere, siger Jørn Hedegaard, og han bliver bakket op af Henning Jensen:

- Ja, på den her måde er vi sikre på, at vi får fastsat nogle datoer. Vi vælger nemlig en ny dato fra gang til gang.

Ældste medlem er 93-årige Arne Nielsen, der ligesom mange af de andre har arbejdet i Toyota i en lang årrække - nogen helt op til 40 år. Snakken falder da også sommetider på den arbejdsplads, hvor de alle har arbejdet på samme tid, og de har ikke svært ved at blive enige om, hvorfor de blev i mange år.

- Jeg tror, at vi blev i så mange år, fordi vi fik meget ansvar, konstaterer Jens Christian Eriksen, der satte sine ben på arbejdspladsen i Nykøbing i otte år.

Selvom de alle har arbejdet som en fælles reference og relation, er det ikke det, der fylder mest i fællesskabet. Det er nemlig et forum, hvor der bliver snakket om både børn og fritidsinteresser.

- Sommetider kan det være svært at finde en dag, hvor vi alle kan mødes. Vi farer jo rundt, selvom vi er pensionister. Nu er der jo tid til alt det, man gerne ville før, konstaterer Jytte Jensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden