De kommer fra 437 byer
Den tyske popsanger Andrea Berg trækker publikum til Aalborg fra nær og fjern
AALBORG: Når den tyske schlagerdronning Andrea Berg fredag aften optræder i Gigantium, strømmer publikum til Aalborg fra hele 437 byer i landet.
Mere end halvdelen af publikum kommer fra landsdele uden for Nordjylland, og det har da også afspejlet sig i, at gæsterne overnatter og spiser i Aalborg. 152 gæster har investeret i en kulturpakke, der består af billet, hotelovernatning og morgenbuffet.
I Gigantium er al spisning udsolgt med servering for 400 gæster til den store koncertbuffet, og 250 har købt en cafemenu.
Fredag bliver i øvrigt en yderst travl dag for produktionsholdet i Gigantium. Andrea Bergs stiller nemlig med en krævende scenografi, storskærme og opbygning, og udstyret ruller først ind på parkeringspladsen kl. 7.00 om morgenen.
Aalborg Kongres & Kultur Center sætter dog sin lid til samarbejdspartnere, som har prøvet det før, og centret lover, at alt nok skal være klar til den store koncert, når dørene til salen åbnes kl. 19.
Samtidig med koncerten i Gigantium optræder Frank Hvam i Aalborghallen med sit show ”Upassende” for 1500 gæster, så alt i alt er der 7000 gæster i Aalborg fredag aften.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.