De lagde arm med Skagerrak
To norske superroere tog turen til Norge
Opdateret kl. 21:15
HIRTSHALS: Der er ikke meget superspeed over den færøske robåd Bud, men til gengæld er der sej råstyrke hos de to erfarne norske langdistance roere, Axel Bjørklid og Rolf-Erik Buøen Poppe, som sent mandag aften havde udsigt til en rotur på godt to døgn fra Hirtshals til sydspidsen af Norge.
Turen på 60 sømil - knap 120 kilometer- med en tønde korn i båden er blevet en tradition, der markerer et digt af Henrik Ibsen, som beskriver, hvordan den norske fisker Terje Vigen, under hungersnød og krig for 200 år siden, krydsede Skagerak i en lille jolle for at hente korn til sin sultende familie.
Terje Vigens farefulde færd mislykkedes, da han blev opbragt og taget til fange af englænderne midt ude i Skagerrak. Da han vendte hjem fem år senere, var hans kone og datter døde. Der er dog usikkerhed om, det er en sand historie eller forfatterens fantasi.
Allerede onsdag eftermiddag nåede de to nordmænd deres mål i god behold. Men det var også kun en lille smuttur for roerne, der i 2011 roede fra Nordkap til Lindesnes i Sydnorge.
Turen fra Hirtshals var andet forsøg denne sommer. 16. juni måtte turen aflyses på grund af stærk modvind over Skagerrak.
Eventen bruges også i Norge til at sætte fokus på den norske fødevareproduktion.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.