De lette løsninger er ikke Allan Olsens gebet

Allan Olsen - her ved en koncert på Skråen for fire år siden - optrådte lørdag i Kulturhuset i Arden. Arkivfoto: Lars Pauli

Allan Olsen - her ved en koncert på Skråen for fire år siden - optrådte lørdag i Kulturhuset i Arden. Arkivfoto: Lars Pauli

ARDEN:"Hr. Olsen, vi kan godt lide rytmen i Deres musik". Således afklaret, med Hendes kongelige højhed dronning Margrethes syn på Allan Olsens musik, kan vi andre godt tillade os at udbrede vor mening, om denne aften i Arden kulturhus. En lavmælt, akustisk udgave af Dylan"s Girl from the North Country i egen oversættelse. Så er vi I gang med koncerten. Der var en enkelt sang på vendelbomål om gæstfri damer i Låsby Svendsens faldefærdige huse i udkantsområderne, men heldigvis foregik resten af aftenen på "Fræs"havner jysk". Udgangspunktet for aftenens sætliste var de anderledes eksistenser som f.eks. rockeren, der lagde krop og sjæl til en sang om jalousi og hævntørst over for Scientology-sektens leder L. Ron Hubbard, der havde taget hans pige! Eller den mislykkede folkesanger, der giver liv til en historie om håb, drømme og publikums nådeløse reaktion. Der var også en ubetinget hyldest til Poul Erik Krogen, men pakket ind i en fortælling om en familiefest, hvor publikum egentlig er mere interesseret i gardiner i boligen end i den underholdning, der bliver serveret. Så var der historien om Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup, der dør på en markedsplads - delvist fortalt af en femårig dreng, der er fascineret af døden og ballongyngerne og radiobilerne og den is, han ikke får. Et andet tema, der altid er i Allan Olsens univers, er et forsvar for drengenes trang til frihed og konsekvenserne af denne trang som et vilkår, for at blive et voksent menneske. Fint pakket ind bl.a. i en sang om en hund, der forsvinder efter talrige strejftog i et ellers stille villakvarter. Balancen tipper aldrig over i det sentimentale og slet ikke i sangen om brugtvognsforhandleren og hans kone: "Vi lå jo i Herning". Ved siden af var der rablende improviserede udfald og indfald og hentydninger til fejl og mangler hos kollegerne Niels Hausgård, Johnny Madsen og Lars Lilholt. Det er over 20 år siden jeg hørte Allan Olsen første gang. Dengang som nu, oplever jeg ham som en trubadur, der optræder af nødvendighed. Ingen lette løsninger her. Ingen forsøg på at optræde med noget, der ligner direkte gentagelse af virkeligheden, eller imødekommelse af playlisterne i radiostationernes mainstream. Der er altid en poetisk tvist, der gør, at mandens tekster står lige så stærkt uden musikken. Der vil gå lang tid inden det mentale hverdagsstøv lægger sig på hjernen igen. Tak for en god aften i Arden Kulturhus.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.