De samler 1500 år på 27 stole
Det nyvalgte byråd i Brønderslev har højere gennemsnitsalder
BRØNDERSLEV: Det bliver næppe fejret, selv om 1500 år er et rundt tal, der i andre sammenhænge ville få det lokale hornorkesters medlemmer til at trække i uniformerne og kongehuset til at sætte kryds i kalenderen.
Men et faktum er det, at det nyvalgte byråds 27 medlemmer sammenlagt kan trække på hele 1500 års livserfaring. Dermed er gennemsnitsalderen 55,5 år, og det er højere, end det nyvalgte byråd i 2013.
Dengang var gennemsnitsalderen for det nyvalgte byråd 53,2 år, og de 27 byrådsmedlemmer kunne dengang tilsammen trække på 1437 års livserfaring.
På fire år er gennemsnitsalderen for et nyvalgt byråd i Brønderslev Kommune altså steget med 2,3 år.
Yngste og ældste
I 2013 var det yngste byrådsmedlem den 23-årige Martin Bech (V).
I dag er han med sine nu 27 år stadig det yngste byrådsmedlem.
I den anden ende af skalaen fandt man i 2013 den dengang 71-årige Hildo Rasmussen (S).
I dag er han med med sine nu 75 år fortsat byrådets ældste medlem.
At Martin Bech her fire år efter valget i 2013 fastholder titlen som det yngste byrådsmedlem illustrerer, at flere af de store gamle partier står over for en stor udfordring med at få yngre kræfter med i det politiske arbejde og få vælgerne til at stemme dem ind i byrådet.
V og S bliver ældre
Hos Venstre havde de 11 nyvalgte medlemmer i 2013 således en gennemsnitsalder på 49,7 år, mens de 10 nyvalgte venstrefolk i dag har en gennemsnitsalder på 50,2 år. Gennemsnitsalderen er hos Venstres byrådsmedlemmer dermed steget med 0,5 år.
Værre ser det ud for Socialdemokratiet, idet de ni byrådsmedlemmer i 2013 havde en gennemsnitsalder på 57,1 år. I dag har de nu 11 socialdemokratiske byrådsmedlemmer en gennemsnitsalder på 62,9 år.
Dermed er gennemsnitsalderen hos de socialdemokratiske byrådsmedlemmer steget med 5,8 år.
Hos de konservative er gennemsnitsalderen steget med fire år, idet partiet fortsætter med samme personer i byrådet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.