- De skal ikke pille ved Phønix!

Brugerne af kommunens genoptræningscenter på Nytorv kæmper for at blive, hvor de er

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

FREDERIKSHAVN:- Hvis de lukker det her, kan jeg lige så godt lægge mig til at dø.

Ordene kommer fra Ingerlise Friis på 84. Hun sidder på sin rollator og hiver tungt efter vejret.

Ingerlise har KOL og træner hver mandag i kommunens træningscenter Phønix på Nytorv i Frederikshavn.

- Jeg bor i Caspersstiftelsen, der ligger lige her ved siden af, så jeg kan selv gå herned. Og jeg er gal på kommunen. Det må du godt skrive, siger Ingerlise Fris, inden hun tager fat på dagens træningsprogram.

Udbud eller kommunalt?

Genoptræningscenteret fremtid er til debat. Ikke bare her på Nytorv. På onsdag drøfter byrådet, hvad der skal ske med den kommunale genoptræning i Frederikshavn.

Venstre og Dansk Folkeparti har i sundhedsudvalget foreslået, at opgaven sendes i udbud, så private fysio- og ergoterapeuter får mulighed for at byde på opgaven.

- Vi nåede aldrig at realitetsbehandle sagen, da Socialdemokraterne begærede den i byrådet, men udfordringen er, at vi har et massivt kapacitetsproblem. Lokalerne hos Phønix er utidssvarende, og i Venstre synes vi, det vil være en dårlig løsning at flytte en del af genoptræningen til nogle midlertidige lokaler på Værkergrunden, siger Anders Broholm (V), formand for sundhedsudvalget.

Dygtige medarbejdere

Han understreger, at det ikke har noget med de ansattes faglighed at gøre men alene er et spørgsmål om, hvordan genoptræningen skal organiseres fremover.

- Det er dygtige medarbejdere og dermed attraktiv arbejdskraft. Jeg tror da helt sikkert, at der vil være arbejde til dem, også hvis det ender med at komme i udbud. Opgaven skal jo løses, men vi synes, det er en dårlig idé at bruge kommunale kroner på nye anlægsomkostninger til indretning af lokaler, nye maskiner og hvad der ellers skal til, siger Anders Broholm.

Et spørgsmål om tryghed

Tilbage i Phønix tramper 77-årige Kurt Møller fra Elling ekstra hårdt i pedalerne på kondicyklen og tilslutter sig Ingerlises kritik af planerne om at flytte fra Nytorv.

- Her er da masser af plads. Der er ingen grund til at lave om på det, siger Kurt Møller, der for to måneder siden fik en bypass-operation.

- Under operationen fik jeg en blodprop i venstre ben, og jeg er dødtræt, Jeg kommer her to gange om ugen, puster Kurt Møller.

Flytter hjem i egen bolig

Erik Sørensen på 73 er også med i heppekoret på Nytorv.

- Jeg er kommet her siden april, og det har hjulpet mig så meget, at jeg nu er klar til at flytte hjem igen, siger Erik Sørensen, der er gammel taxachauffør.

Han lider af ataksi, en lammelse, der medfører manglede evne til koordinerings af muskelbevægelserne.

- Jeg kommer her hver mandag og fredag og er meget tryg ved det, siger den 73-årige tidligere taxachauffør - som også er tilknyttet kommunens projekt ”længst mulig i eget liv”.

- Nogle dage får jeg også besøg af min træningsmakker Karen Geisler derhjemme. Så hjælper hun mig med hverdagsagtige ting, så jeg kan bruge det i dagligdagen, siger Erik Sørensen.

Samarbejde på tværs

Pt. er der 14 ansatte i kommunens træningscenter på Nytorv, ni fysioterapeuter, fire ergoterapeuter og en sundhedsassistent. Medarbejderne har i et åbent brev til byrådet blandt meget andet peget på værdien af samarbejdet på tværs mellem genoptræningscentrene i Skagen, Sæby og Frederikshavn - og de enkelte faggrupper imellem.

- Vi laver individuelt tilpassede træningsforløb til alle. Bliver det i privat regi, skal man have et eller andet styringsredskab, og vi er nervøse for, at der bliver tale om pakkeløsninger, siger Birgit Rafn, der er fysioterapeut.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.