Debutant sejrer ved prisshow: Det er en blandet fornøjelse

Med tre Robert-priser for "Hvor kragerne vender" er forventningerne til næste film høje, siger Lisa Jespersen.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

"Hvor kragerne vender" er ifølge filmbranchen Årets Danske Spillefilm.

Dramakomedien løb nemlig med hovedprisen til Robert-uddelingen, som fandt sted i Tivoli Hotel & Congress Center i København lørdag aften.

"Hvor kragerne vender" er Lisa Jespersens første film som instruktør og manuskriptforfatter.

- Det er fuldstændig sindssygt. Det betyder, at man ved, at der er noget af det, man har på hjerte, som folk forstår og kan bruge til noget, siger Lisa Jespersen.

- Og så betyder det jo også, at der er rigtig meget pres på den næste film, for når man går i gang med den næste, er der bare noget, der skal leves op til. Det er en blandet fornøjelse. Men overordnet er jeg super, super spændt og begejstret, siger den nykårede vinder.

"Hvor kragerne vender" handler om den smarte storbypige Laura - spillet af Rosalinde Mynster - der forlader sit boheme-byliv for en stund og vender tilbage til pløjemarkerne i anledning af sin brors bryllup - og han skal endda giftes med hendes barndomsfjende over dem alle.

- Jeg har haft det på hjerte, at det er svært at komme et sted fra, hvor man måske føler sig som det sorte får, og så komme til en verden, hvor man måske heller ikke rigtigt føler sig tilstrækkelig.

- Det er sammenstødet mellem hverken at føle sig hjemme der, hvor man kommer fra, eller der, man er endt. Det har været den primære inspiration for mig. Jeg føler altid, jeg har en rodløshed i mig, lige meget hvor glad jeg er for, hvor jeg er, forklarer Lisa Jespersen.

Foruden Årets Danske Spillefilm vandt "Hvor kragerne vender" også prisen for Årets Originale Manuskript, og så blev Lisa Jespersen hædret med statuetten for Årets Instruktør.

Lisa Jespersen har allerede sit næste projekt på tapetet.

- Jeg arbejder på en mor og datterfortælling, så der er også noget familie-relationsdrama over det, men også med noget humor.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.