Delebil til beboere på Eternitten

Plus Bolig har indgået samarbejde med Hertz Delebilen

Direktør i Plus Bolig Henrik Thomsen er glad for den ny aftale om delebiler. <i>Thomas Vinther</i>

Direktør i Plus Bolig Henrik Thomsen er glad for den ny aftale om delebiler. Thomas Vinther

AALBORG:Plus Bolig indleder nu et samarbejde med Hertz Delebilen. Aftalen indebærer, at boligselskabet tilbyder sine lejere og kunder at benytte ordningen og dermed muligheden for at leje en bil, når beboeren har behov for det.

Derudover har selskabet aftalt at lægge parkeringsfacilitet til ordningen på kontorets adresse Alexander Foss Gade, der ligger centralt på Eternitgrunden, hvor en ny bydel i disse år skyder op.

- Jeg er meget tilfreds med og glad for, at vi nu har fået en aftale på plads, hvor vores beboere og kunder kan opnå rabat ved indmeldelsen. Vi repræsenterer en bred befolkningsgruppe og ved, at mange af vore nuværende lejere ikke har behov for at råde over en bil hver dag. Nu får de mulighed for at blive kørende, når de har behovet – hvad enten det er for at besøge familien i det ganske land eller fordi, der skal gøres storindkøb eller hvad det nu måtte være, siger Plus Boligs direktør Henrik Thomsen.

Ordningen er meget simpel, og derfor er medlemskabet hurtigt tjent hjem igen.

- På sigt håber vi på at kunne udvide ordningen og eventuelt lade den indgå som element i løsningen af de udfordringer, der er med etablering af parkeringspladser ved vores nybyggerier. Jeg har indtryk af, at der allerede er gjort en del erfaringer i nogle af Sveriges større byer, hvor ordningen indgår i vurderingen af parkeringsbehovet. Hvordan en lokal model kan strikkes sammen må så være op til en forhandling med de ansvarlige myndigheder. Men målet må være at begrænse antallet af biler, påpeger Henrik Thomsen.

- Vi prøver hele tiden at se nye muligheder for at løse de problemer flere og flere byer har med for mange biler. Derfor glæder vi os til at udvide vores ordning i Aalborg med endnu flere delebiler, siger carsharing manager i Hertz Helle Friborg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.