Dement mand fundet igen
En borger i nærheden af plejehjemmet fandt ham i live
Opdateret kl. 13:41
STENUM: Den 77-årige demente mand, der torsdag forsvandt fra det plejehjem, hvor han bor, er blevet fundet igen i live.
Det var en borger, der fandt ham få hundrede meter fra plejehjemmet fredag formiddag. Den 77-årige var noget forkommen og blev kørt til Hjørring Sygehus, hvor han bliver undersøgt og behandlet.
I en pressemeddelelse takker Nordjyllands Politi for borgernes hjælp i forbindelse med efterlysningen. Flere borgere har nemlig selv været ude at lede efter den efterlyste i løbet af natten og morgenen - og det gav altså også et resultat i sidste ende.