Den berømte topmodel har jubilæum
BMW 7-serie har siden 1977 været mærkets mest luksuriøse bil, og det meste af verden så med, da Agent 007 dirigerede bilen med sin mobiltelefon ved et luksushotel i Hamborg
Opdateret 29. juli 2022 kl. 13:38
INNOVATION: Omkring hvert syvende år samler BMW sine nyeste idéer i et nyt flagskib, 7-serien. Det har man gjort, siden første generation anduvede for 45 år siden, og vi kan bl.a. takke den store BMW for opfindelser som trådløs opladning af mobiltelefonen, mens den første generation kunne udstyres med biltelefon.
Nu kommer der så en helt ny sjette generation, og for første gang er den klar som rendyrket elbil.
BMW’s luksusbil havde sin storhedstid herhjemme i de to første generationer. Salget gik nærmest i stå for en snes år siden. Det skyldtes en tv-udsendelse i 2001, der redegjorde for, hvordan højtlønnede erhvervsfolk kørte rundt i dyre firmabiler uden at blive beskattet af det fulde beløb.
Indslaget vakte så meget postyr, at regeringen næsten øjeblikkeligt indførte en ny firmabilbeskatning.
Herhjemme har det derfor overvejende været ministrene, der sidder i agtersalonen i disse prægtige automobiler, mens andre typisk vælger en brugt 7-serie.
Her er nogle stikord om de første seks generationer:
1977-1986
Den første 7-serie fra Bayern kom på gaden i 1977. Bilen erstattede den gamle topmodel kaldet 2500, og nyheden var baseret på 6-serie coupé. Kunderne kunne vælge mellem tre benzinmotorer, 2,8 liter, der ydede 170 hk, 3,0 med 184 hk og topversionen 3,2 liter, som gav 197 hk. Senere kom andre motorer såsom 725i med 150 hk fra 5-serien, men også den vilde 745 turbo med 252 hk. Ekstraudstyret omfattede bl.a. biltelefon, solgardiner, elsæder samt bagsæder med varme.
1986-1994
I 1986 var det slut, og en helt ny og langt mere moderne 7-serie kom på gaden, og der kom for første gang en V12-motor, der rystede Mercedes-Benz i sin grundvold. Nu bevægede BMW sig for alvor ind på deres enemærker. Det var første gang efter krigen, at en tysk bilproducent lancerede en 12-cylindret maskine. Efter næsten syv års udvikling var den formentlig den mest avancerede bil i verden.
Ud over 750 med 299 hk var motorerne 730 og 735 med hhv. 197 og 220 hk. Senere kom der også en 740i med otte cylindre og 286 hk.
1994-2001
Tredje generation kom i 1994 og var kendt som den firkantede model, der også optrådte i en James Bond-film i form af limousinen 750iL, som Bond dirigerede med sin mobiltelefon.
Det var ved Hotel Atlantic i Hamborg, hvor BMW’s luksuslimousine blev sønderskudt af tyske gangstere, mens James Bond liggende på bagsædet styrede bilen fra telefonen.
Samtidig voksede motorudvalget kraftigt, bl. a. med tre dieselmotorer med hhv. 143, 184 og hele 245 hk. Der er tre benzinvarianter, der spændte fra 728i med 193 hk til 750, som nu havde 326 hk.
2001-2008
Fjerde generation blev berygtet for sit design, som mange fandt uharmonisk, og daværende chefdesigner Chris Bangle måtte indse, at bagenden fik tilnavnet Bangle-butt, fordi bagklappen nærmest var monteret ovenpå. Dieselmotorerne i den nye 7-serie var 730d med seks cylindre og 218 hk og en V8-diesel med 258 hk. de to V8’ er 735 og 745 med hhv. 272 og 333 hk, mens V12’ eren nu kastede hele 445 hk af sig.
2008-2015
Designmæssigt var den mere afdæmpet, men alligevel lå denne generation 7-serie ikke så langt fra den Chris Bangle-designede forgænger Men det var en helt ny bil med en helt ny platform. Modellen kunne bl. a. fås med kameraer monteret på siderne, så man f.eks. kunne orientere sig på vej ud af et p-hus. Under huden var der nye motorer. Det gjaldt to V8-benzinere med dobbeltturbo og hhv. 407 og 326 heste, mens en ny tredjegenerations commonraildiesel diskede op med 245 heste.
2015 -
Der var nye tider, og den nye BMW 7-serie fik et design, som i forbifarten lignede en forvokset 4-serie Gran Coupé. Det nye karrosseri medvirkede til, at den store BMW havde tabt sig op til 130 kg, og de lettere byggematerialer var en teknik, som ingeniørerne også gjorde brug af i elbilerne i3 og i8. En anden detalje ved den nye BMW 7-serie var muligheden for laserlys, som også blev introduceret i BMW i8.
Den nye BMW 7-serie kunne endda, som den første serieproducerede bil i verden, selv parkere.
Mobiltelefonen kunne ligeledes, via en holder i midterkonsollen, oplades trådløst, hvilket var første gang i en serieproduceret bil. Basismotoren var den treliters dieselmotor med 265 hh.
Næste trin var den kendte sekscylindrede benzinmotor med turbo og 326 hk, mens en ny V8’er med 450 hk og firehjulstræk rundede de klassiske motorer af. Nyt var en plug-in-hybrid, der bestod af en firecylindret benzinmotor og elmotor, som i alt havde en ydelse på 326 hk.
- Kom i 1977 som afløser for BMW 2500.
- De fleste varianter kørte med sekscylindrede rækkemotorer, og topmodellen 745i var udstyret med noget så avanceret som en turbo. I dag er første generation en eftertragtet og ganske kostbar vare på brugtbilmarkedet.
- Anden generation var især kendt for sin V12-motor, der intensiverede konkurrencen med Mercedes.
- Tredje generation var bilen, der blev brugt i James Bond-filmen ”Tomorrow Never Dies” og kunne fås med navigation og tv.
- Fjerde generation blev mest berømt for sit meget specielle design, hvor chefen bag, amerikaneren Chris Bangle, nærmest blev lagt for had.
- Femte generation var mere afdæmpet og kunne bl.a. fås med kameraer, der kunne se om hjørner.
- Sjette generation introducerede bl.a. trådløs opladning til mobiltelefonen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.