Biler

Den danske bilindustri kunne skam også

Der er udviklet masser af danske biler, der kunne have sat landet på verdenskortet, hvis historien var gået anderledes. Mange af dem kan nu ses på en ny dansk udstilling

Sportsvognen Agile SCX fra Agile Automotive i Vamdrup, her i en model fra 2022, er det seneste bud på en dansk bilproduktion.
Sportsvognen Agile SCX fra Agile Automotive i Vamdrup, her i en model fra 2022, er det seneste bud på en dansk bilproduktion. Foto: Sommer’s Automobilmuseum

Opdateret 12. november 2022 kl. 16:30

PIONERER: Bechs Dråbebil, ”Sukkerhusvognen” eller Sekura Mini.

Det er måske ikke de mest kendte bilmodeller. Men ikke desto mindre er der tale nogle af de danske biler, der er udviklet gennem de sidste 120 år. Opfindsomheden og drivkraften har nemlig været stor. Det viser en ny stor udstilling, der er åbnet på Sommer’s Automobilmuseum i Nærum, der med mere end en snes biler helt bogstaveligt viser, hvad der har rørt sig.

Viften er bred og omfatter mange biltyper, lige fra sportsvogne til mere praktiske varebiler, hvor nogle af folkene bag dengang håbede på serieproduktion. Det gjaldt f.eks. Triangel, der fra 1918 til 1958 byggede busser og lastvogne.

- Det er en vigtig udstilling, fordi der er tale om danskproducerede biler. Hvis de var kommet i produktion, kunne vi være blevet foregangsland for mange andre. Det er også sjove historier, fordi der er biler, som rent faktisk kom ud på vejene. Og så er det også lidt hyggeligt at fortælle, siger Lone Solberg, der er kontaktperson for museet.

Lovende projekter

Udstillingen strækker sig fra håbefulde pioner-projekter som den rustikke Hammel Vogn fra 1886-86 og til biler, der rent faktisk blev til noget og kom i større eller mindre produktion. Det gælder bl.a. strømmen af elbiler som Hope Whisper, Kewet El-Jet og Ellerten (Mini-El City) fra 1980’erne. Men også en af de nyeste konstruktioner, nemlig sportsvognen Agile SCX, som står i et eksemplar fra 2022, og som kan bestilles i dag fra fabrikken i syddanske Vamdrup.

Det hele er selvfølgelig garneret med mange af de biler, som den nu afdøde bilmand, Ole Sommer, der startede museet, også har skabt. Her er den mest kendte den åbne OsCar fra 1984, som bygger på Volvo-dele. Men også Sommer S fra 1950, der er udviklet af Ole Sommers far, ingeniør Erik Sommer, er med i rækken af seriøse bud på en seriefremstillet bil herhjemme. Som mange af datidens biler byggede den delvist på komponenter fra udenlandske fabrikker.

Den elegante bil, der var udviklet med engelsk motor, gearkasse og bagtøj, men ellers rent danske dele, blev dog for dyr på grund af toldregler, der favoriserede hele importerede biler.

Samme skæbne led DK A1, som var udviklet af den store bilforhandler, Bohnstedt-Petersen, og som havde plads til seks og et karrosseri af plastik.

Bagved bilerne gemmer der sig mange kuriøse historier. Det gælder bl.a. omkring Dråbebilen, der var udviklet af ingeniør Jørgen Bech fra Lyngby i 1930’erne. Den byggede på en selvbærende rørkonstruktion med meget lav luftmodstand på grund af sin dråbeform. Styretøjet med kabeltræk gav den dog uforudsigelige og farlige køreegenskaber og skræmte mulige interesserede.

Med Anden Verdenskrig gik projektet i stå, men det blev genoplivet under 1970’ernes energikrise i en stor model med plads til fem og en halefinne, som gjorde styretøjet mere stabilt. Investorerne udeblev dog. Som en krølle på historien lancerede den rejsende højskole i Tvind en bil, der lignede dråbebilen op ad dage.

Ellertens far tidligt ude

Der blev få år forinden også tænkt kreative tanker hjemme hos den ingeniørstuderende, Steen V. Jensen, som i 1967 i en alder af bare 20 år debuterede med sin sportsvogn, SVJ 1000 GT. Den elegante coupé bød i første omgang på totaktsmotoren fra en Wartburg, men den blev opgraderet til wankelmotoren fra en NSU Ro80. Konstruktionen blev rost for sin høje finish og avancerede undervogn af datidens motorpresse, og Steen V. Jensen nåede da også at køre 300.000 km i bilen.

De gode idéer stoppede ikke her. Opfinderen fik nemlig en karriere i den internationale bilindustri og skrev Danmarkshistorie, da han senere skabte Ellerten. Den var lige som Hope Whisper og Kewet El-Jet nærmest for tidligt ude i forhold til deres tid, hvor batteriteknologi, penge til investeringer og køberne slet ikke var parate. Ellers kunne historien have set anderledes ud.

Der mangler dog én ting; en bil fra Henrik Fisker, som kunne være den første Fisker Karma. Selv om bilmanden og iværksætteren i dag er mere amerikaner end dansker, er det dog med rødder fra Dannevang.

Bil-land på mange fronter

Danmark har ikke alene født mange bil-skabere, der er også vitterligt produceret mange biler herhjemme.

Men det er mere stangvarer. Fra 1920’erne og mange årtier frem havde Danmark nemlig status som et af de vigtigste bilproducerende lande uden for USA. En række producenter med GM og Ford som de største havde samlefabrikker i Københavns Sydhavn, hvor der gennem årene blev produceret næsten en million biler. De kastede en underskov af små virksomheder af sig, lige som der var mange karosserifabrikker, som også blev brugt til de danske projekter. Men det er en helt anden historie.

De biler udstilles
  • Brems bilen, 1900
  • Dansk Automobilfabrik, 1902
  • Sukkerhusbilen, 1903
  • Bechs Dråbebil 1937-39,
  • Triangel Type T42 S. 1938
  • Sommer S1, 1950
  • Citroën 450 kg. Varebil, 1950
  • Jowett Jupitur Sommer Special (dansk designet lukket version af den engelske Jowett Jupitur cabriolet), 1952
  • Sommer Volvo Special 1960
  • Alfa Dana Formel Junior, 1960
  • Jala Formel Veel 1966
  • Corami Formel Ford, 1974
  • SVJ 1000 GT, 1967
  • Sommer Joker 1972
  • OsCar 1984
  • Sekura Mini 1983
  • Dabilfa Danbil, 1989
  • Hope Whisper, 1985
  • Ellerten (Mini-El City), 1990
  • Kewet El-Jet, 1994
  • Aquila CR1, 2011
  • Agile SCX, 2022
Sommer’s Automobilmuseum
  • Har åbent onsdage 18-21 og søndage 14-17.
  • Entré 50 kr., Besøgende under 18 år har gratis adgang ifølge med en voksen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden