Den digitale verden banker på døren

Ældre Sagen Aabybro har åbnet datastue på Aabybro Plejecenter

Interesserede hjælpere kan kontakte Ældre Sagen i Aabybro eller blot møde op, når der er Åben Datastue.

Arkivfoto: Martin Damgård

Interesserede hjælpere kan kontakte Ældre Sagen i Aabybro eller blot møde op, når der er Åben Datastue. Arkivfoto: Martin Damgård

AABYBRO:Der er i dag et stigende behov for pc-kundskaber hos ældre specielt når det offentlige har varslet, at al post vil blive sendt som digital post efter 1. november 2014.

I Ældre Sagens Aabybro Afdeling har aktiviteterne for at hjælpe ældre med at bruge pc’en hidtil været begrænset til at foregå som undervisning i Biersted Aktivitetscenter med 3-4 kurser årligt med 8-10 deltagere hver gang.

- Herudover har vi haft det vi kalder ”åben datastue” i Biersted og Birkelse samt en netcafe på Gjøl, fortæller Ulf Jessen, som er It-ansvarlig i afdelingen.

Det har gennem flere år været forsøgt at etablere undervisning og datastue i Aabybro bys men forsøget er strandet på, at der ikke kunne findes egnede lokaler i byen.

- Her i foråret fik vi så kontakt til forstander Kirstin Shepherd Froberg på Aabybro Plejehjem, som velvilligt stiller et lokale til rådighed nogle dage i ugen, fortæller Ulf Jessen.

Nu er der etableret Internet på stedet og takket være forskellige tilskud, kan Ældre Sagen nu tilbyde kursus og datastue i Aabybro.

- Vore tiltag er åbne for alle også ikke-medlemmer i Ældre Sagen og mens der er en afgift på kurserne er det indtil videre gratis at deltage i den Åbne Datastue.

Hvis der viser sig at være behov for hjælp til tavle-pc’er vil Ældre Sagen forsøge at finde hjælpere til det.

Der har til dato været fire personer til at styre aktiviteterne, men nu, hvor der tilbydes flere aktiviteter, er det nødvendigt med flere hjælpere til at give de ældre en god personlig hjælp, når man mødes til datastue, hvor der ikke er egentlig undervisning, men hvor den enkelte kan få hjælp til et specifikt problem.

De personer der efterlyses behøver ikke at være eksperter men bare lidt klogere end de der kommer med selv de mest basale problemer.

- Statistikken siger, at knap 6 ud af 10 over 15 år i Jammerbugt Kommune endnu ikke har fået en digital post, så der er al mulig grund til at få noget sat i gang, slutter Ulf Jessen.

Ældre Sagen i Aabybro har fået 12.000 kroner igennem Ældre Sagens it-pulje. Derudover er der ved Jammerbugt kommune søgt §18 midler og derigennem fået 10.000 kroner til dækning af it-forbindelser med mere til datastuer og it-undervisning.

- Til det nye har vi søgt kommunen om tilskud til udgiften til oprettelsen af it-forbindelse på Aabybro Plejehjem, beretter formand for Ældre Sagen i Aabybro, Annemie Pedersen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.