Den gamle købmandsgård har åbent året rundt
I den Gamle Købmandsgård i Tornby oser det langt væk af tiden fra før, verden gik af lave. Her er ro, hygge, og købmændene har tid til at snakke og hjælpe kunderne med at finde de rette varer. Det er ikke til at tro, at den slags forretninger findes mere, men i Tornby er der stadig én af slagsen.
Det er Den Gamle Købmandsgård, hvis historie stammer helt tilbage fra 1827, hvor Mette Ovesdatter og Sørensen Jensen overtager gården, og driver skudehandel fra Tornby Strand til Norge. Gården blev i 1857 overtaget af sønnen Mads, som fortsatte med skudehandel indtil sidst i 1800 tallet, hvor det ikke længere var rentabelt at drive skudehandel. Mads fortsatte med købmandsforretningen, indtil sin død. Herefter drev Eva og Poul Christensen gården helt frem til 1991, hvor Eva solgte købmandsgården, efter hun var blevet alene nogle år forinden. Indtil da solgte hun spegesild fra tønden, friskmalet kaffe, brun sæbe, børster, bolcher og engelsk lakrids i forretningen, hvis inventar ikke har ændret sig meget siden 1860.
Et halvt år efter lukningen gik 10 foreningerne i Tornby sammen om at købe gården for at bevare den for eftertiden. Målet er, at det fortsat skal være muligt at handle gammeldags købmandsvarer og typiske produkter fra egnen. I 1992 blev "Den Selvejende Institution Tornby Gamle Købmandsgård" oprettet. I dag driver foreningen købmandsgården sammen med 60 til 70 frivillige, der sørger for, at butikken er åben næsten alle dage året rundt. Der er kun lukket fra den 23. december til den 2. januar, ellers er der åbent alle dage fra klokken 12.30 - 17.00, og fra april måned og indtil jul er der åbent allerede fra klokken 11.00.
I købmandsgården handles der stadig med gammeldags varer. Der er islandske spegesild, klipfisk, friskmalet kaffe, ost fra Mammen, håndlavede børster fra Taasinge, Læsø salt, sivsko, køkkenredskaber af træ, barberblade og meget andet. Herudover er der en stor udstilling af gamle købmandsvarer, som ikke findes længere.
De mange frivillige købmænd står bag disken og ekspederer kunderne, som de gjorde før supermarkedernes tid, og såfremt der er specielle ønsker, prøver man at skaffe dem hjem. De frivillige kender også til købmandsgårdens historie, og de fortæller gerne historien videre til de besøgende.
Tornby Gamle Købmandsgård er ikke kun gammeldags landhandel, men et sted i udvikling. Der kommer hele tiden nye varer på hylderne som eksempelvis gammeldags legetøj og lokale specialiteter som Tornby bjesken. Foruden den levende historieformidling, er der også "Mettes Kaffestue", hvor de besøgende kan nyde friskbrygget kaffe med hjemmebag.
Den Gamle Købmandsgård på Hovedvejen i Tornby er absolut et besøg værd året rundt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.