Den glemte flygtningelejr

Galleri - Tryk og se alle billederne.

2

Previous Next

En tidlig morgenstund kl. 5.30 indløb en meddelelse på Ipad'en under Peter Wendelboes hovedpude. En af brikkerne i en større puslespil, som han har tumlet med i sit hovedhoved i de sidste 40 år, faldt på plads. Der var besked fra Nora i Australien. 25. april vil hun og seks andre fra New South Wales besøge Aalborg. I hast har han fået arrangeret modtagelse på det gamle rådhus. Langers Mark Kunstneren og lokalhistorikeren Peter Wendelboe, 69 år, begynder nu at have styr på bogen "Letterne på Langers Mark". Langers Mark er området på Hasserishøj grænsende op til Mølleparken. Det er her fem af Aalborg 10 dyreste villaer nu ligger. Men han vil stadig gerne i forbindelse med nogen, som kender til stedet. Peter Wendelboe kender det som sin egen bukselomme. Han er opvokset på Kong Frederiksvej og har siden 1972 boet i barndomshjemmet i nr. 8. Tre af de syv har boet i lejren. De andre i andre lejre. De tre er søskende. Blandt dem er Nora, som blev født i Letland 10. juli 1943. De færreste aalborgensere for ikke at sige ingen ved, at der under besættelsen var en flygtningelejr med rødmalede barakker i det område. Lejren er ikke registreret i hverken statens eller Røde Kors' arkiver. Men Peter Wendelboe kender den. - Jeg legede jo selv med de børn. I lejren boede 101 personer, hvoraf de 23 var børn. Alle var lettiske statsborgere eller displaced persons. De havde en ganske anden status end de tyske flygtninge. De fik god behandling af den danske stat. Børnene havde lærerinde, og der var sygeplejerske. - Det var frk. Haagen, som senere på økonoma på rekreationshjemmet på Kong Georgs Vej. Dette område har nu givet plads til 18 villaer. Af de 250.000, som kom her hertil under krigen, var kun 5000 baltere. Ville ikke hjem - Da alle vore flygtninge skulle sendes tilbage i 1948-49 så vidt muligt til deres hjemlande, ville letterne ikke hjem. Det var for farligt. De fleste familier var her, fordi de havde deltaget i modstandskampen mod Stalins regime, og de ville blive sendt i fangelejr, hvis de tog tilbage, fortæller Peter Wendelboe. De 101 letter er nu spredt over hele jorden. Af dem var et ældre barnløst ægtepar, som blev her i landet og som døde på plejehjem for få år siden. Der var også pigen Velta, som blev førstesyerske på Georg Dams Trikotagefabrik på Poppelvej. Dernæst kom hun i huset og blev senere gift med købmand Reinhardt Schøn på hjørnet af Vestré og Kornblomstvej, hvor mange endnu husker fru Velta Schøn, der som enke boede i mange år i lejligheden over forretningen. Velta kom hertil som 20-årig med et barn, som døde og er begravet på kirkegården i Hune. Manden var forsvundet. Først efter 10 år kunne ægteskabet erklæres for ophørt. Peter Wendelboe har været opsøgende og blandt andet sporet to af de tre børn, som kom til i ægteskabet med købmanden. - De er såmænd ikke kommet længere end til Bejsebakkevej, men jeg kunne fortælle dem ting, som de ikke vidste om lejren, fortæller Peter Wendelboe. Det var - i modsætning til de tyske lejre - en åben lejr, hvor folk kunne komme og gå. Mange skaffede sig arbejde. I forbindelserne med letternes besøg har de specielt ytret ønske om at se amtssygehuset, Ansgars Kirken, hvor Martin, et af børnene, der blev født i lejren, blev døbt, og Rørdal. Her var de i tre måneders i flygtningelejr, før de kom til Hasseris. Hullet De har forhørt sig om hullet. Hullet er der heller ikke mere. Det var her tyskerne havde gravet ud til en telefonbunker, som aldrig blev til noget. - Vi kaldte den kridtgraven, siger Peter Wendelboe. Selv mindes han specielt, da hele vejen var inviteret til valborgsblus i lejren, hvor pigerne dansede med kranse i håret og iført folkedragter, de selv havde syet. Det var i 1947. Og så har de spurgt til syrenerne. - Det må være dem i min have. Det er det eneste sted med syrener, og de står lige ud til vejen. - Men mon de kan nå at komme i blomst til sidst i april?