Biler

Den lille crossover satser på komfort

Vi tester den faceliftede Citroën C3 Aircross, der med 130 hk benzinmotor og automatgear er den mest komfortable bil i sin klasse. Men prisen løber hurtigt op, da kun topmodellen har automatisk nødbremse

Den ellers afvæbnende Citroën C3 Aircross har fået en mere selvstændig attitude med faceliftet. Under overfladen er miniklasse-SUV’en dog stadig et afslappet bekendtskab.
Den ellers afvæbnende Citroën C3 Aircross har fået en mere selvstændig attitude med faceliftet. Under overfladen er miniklasse-SUV’en dog stadig et afslappet bekendtskab. Foto: Jens Overgaard

Opdateret 27. april 2022 kl. 14:48

TEST: Den gamle talemåde om, at man ikke skal skue hunden på hårene, holder endnu.
Især når vi ser på den faceliftede Citroën C3 Aircross.

Modellen, som er det franske mærkes bud i det store felt af miniklasse-SUV’er, har nemlig fået en attitude som en bidsk terrier med en front, der byder på nye smalle full LED-forlygter. Alligevel er det mest en bil, som først og fremmest indbyder til en afslappet kørestil.

Især når den som testbilen er udstyret med automatgear.

Det er her en del af en pakke, som også omfatter en 1,2 liters motor på 130 hk og det højeste Shine Sport-udstyr, hvilket bringer bilen op på 305.000 kr. C3 Aircross kan dog fås med en benzinmotor på 110 hk, manuelt gear og grundudstyret, Live, fra 200.000 kr.

I et felt, der omfatter konkurrenter som bl. a. VW T-Cross, Skoda Kamiq, Renault Captur, Peugeot 2008 og Toyota Yaris Cross, skal man stå tidligt op. Især når C3 er en konstruktion fra 2017.

Citroën C3 Aircross har dog fundet sin egen lille niche i markedet. For den har stadig noget at byde på, men der er også store skønhedspletter.

Opgraderet skærm

Som udgangspunkt har vi en klassisk kantet konstruktion, hvor pladsen er udnyttet optimalt.

Kabinen er regulær, bagagerumsbunden kan flyttes, og bagsædet kan justeres i længderetningen i to uafhængige dele, hvilket giver plads agterude til op mod rimelige 410 liter. Mens passagersædet kan foldes helt ned, så man kan have genstande på op til 2,4 meter med om bord.

Bag rattet kan føreren skue ud over en instrumentering, der sammen med faceliftet fik en mindre opgradering, som bl. a. omfattede en ny, skarpere skærm på syv eller ni tommer, som i testbilen.

Samtidig har modellen nu også fået de ekstra isolerede og støttende Advanced Comfort-sæder, der findes i de større modeller, mens undervognen er opdateret med en komfortabel opsætning.

Den nye skærm er klar og forholdsvis hurtig, men den er ikke på niveau med tilsvarende fra Hyundai/ Kia eller VW-koncernen.

Til gengæld er der stof på instrumentbordet, hvilket er en hyggelig detalje, man ikke skal underkende. De nye sæder i Shine Sport er udstyret med dellæder og indbydende bomuldsstof, og de har rigtig fin støtte i siden. C-stolpen er dog meget bred. Men det hjælper på udsynet til cyklister, at den til dels er gennemsigtig.

Til gengæld kan vi ikke overse den tarvelige og knaldhårde plast på dørene og det underliggende ditto instrumentbord. Drejekontakten til dørvarmen sidder på siden af sæderne, så du skal åbne for at se indstillingen - kunne det være mere fransk?

Sløvt gearskifte

Den 1,2 liters benzinmotor på 130 hk lægger godt fra land, og den burde være nok til en bil i denne klasse. Gearkassen ødelægger dog glæden ved den ellers fine motor. Ikke alene er skiftet knoklet - det sekstrins EAT6-automatgear skifter sløvt og ikke særlig præcist, og ved acceleration går motoren meget op i omdrejninger.

Her savner vi den nyere og skarpere ottetrins EAT8-automatgearkasse, du f.eks.
finder i fætre som Peugeot 2008 og Opel Mokka.

På vejen byder C3 Aircross på en lettere blød affjedring, som suger de fleste ujævnheder, men de større huller kan dog give udfordringer. Styretøjet er bestemt også lagt an til komfort.

Støjdæmpningen er pæn op til motorvejsfart, hvor vindstøjen dog bliver noget påtrængende.
På papiret klarer bilen 15,9 km/ l, og vi nåede en brændstoføkonomi på 14,1 km/ l, hvilket er godkendt.

Desværre er en automatisk nødbremse ligesom i C3 ikke standard, ikke engang i mellemniveauet, Feel. Den skal du helt op i Shine Sport, der starter fra 270.000 kr., for at få. Vi undrer os også over, at fartpiloten ikke er adaptiv, og at du heller ikke kan bestille en af slagsen.

Grundudstyret er meget skrabet i den billigste Liveversion til et par hundrede tusinde kr., der hverken har aircondition eller skærm. Her byder netop Feel, der starter fra 230.000 kr., på et bedre kompromis med bl. a. skærm på syv tommer, klimaanlæg og full LED-forlygter. Du skal dog op i topversionen, Shine Sport, for at få det forskydelige bagsæde samt altså den automatiske nødbremse. Til gengæld er der så bl. a. nøglefri start, automatisk nær-og fjernlys samt et fint panoramasoltag, som giver masser af lys i kabinen.

Konklusion

Citroën C3 Aircross er bilen til dem, der lægger vægt på en ustressende fremfærd. Alderen begynder dog at trykke let på bilen.

Varianten med topudstyret, Shine Sport, 130 hk og automatgear er for uharmonisk og dyr. Det bedste kompromis er den 110 hk version med manuelt gear og samme udstyr til 270.000 kr.

CITROËN C3 AIRCROSS 1.2 PURETECH 130 HK EAT6 - SHINE SPORT
  • Pris: 304.990 kr.
  • C3 Aircross: fra 199.990 kr.
  • Ejerafgift: 600 kr. halvårligt
  • CO2/ km: 142 g
  • Forbrug: 15,9 km/ l
  • Motor: trecylindret benzinmotor på 1,2 liter
  • Ydelse: 130 hk
  • Moment: 230 Nm/ 1.750 omdr.
  • 0-100 km/ t.: 9,2 sek.
  • Tophastighed: 197 km/ t.
  • L/ B/ H: 415/ 198/ 164 cm
  • Anhængervægt u/ m. bremser: 600 kg/ 840 kg

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden