Den poetiske registrering

MORS:De kalder det for den rådne banan. Og den kan jo ligefrem tegnes ind på et landkort ifølge vore politikere. Det kan godt fascinere mig som landmåler. Men for mig er den rådne banan lig kulturbananen.

- Her er et fællesskab, og egnen står sammen og møder op, når der foregår noget kulturelt i det lokale. Det er noget, som pressen og medierne ikke er opmærksomme på, men når jeg som foredragsholder besøger et forsamlingshus, kan jeg opleve hvordan 60 procent – unge som gamle – af dem der bor der er til stede. Det er kulturel selvopholdelsesdrift.

Han er en stilfærdig mand. Blå øjne, fysisk adræt i forhold til sine 85 år. Født i 1928 i Hjørring, som søn af jernbanedirektør Oluf Christian Sørensen og Anne Marie. Opmærksomt lyttende her i stuen på Skjelholmvej med de afhøvlede gulvplanker og de mange bind skønlitteratur i reolen bagved.

Og nej - sådan siger han ofte - når du spørger om noget i hans liv og forfatterskab. Han synes ikke, at forfatter Knuth Beckers skildring af Hjørring var ubehagelig og specielt jantelovspræget - ”han skrev om folk, som de er.”

Selv har Knud Sørensen et langt forfatterskab i form af digte, noveller, romaner, dramatik og artikler, og en af de seneste i den genre hedder ”Det ottekantede forsamlingshus” og er at læse her i tillægget.

- Det ottekantede murstenshus står der stadig, nyrenoveret, og er resultatet af en af de folkelige bevægelser her på øen. Fra 1870 blev det holdt et ugelangt årligt efterårsmøde, men der var ikke plads til alle på højskolen. Så det blev holdt udendørs. Og sommetider blev deltagerne godt våde.

Det var i Estrups tid, hvor valgmenigheder og højskoler kæmpede mod det dominerende højre. Og der blev dannet riffelforeninger.

- Og i 1875 inviterede man så alle de store kanoner, datidens foredragsholdere, herop mod entre, og indtægten herfra gik til en byggefond, som gjorde det muligt at opføre det ottekantende. I øvrigt skulle økonomi ikke forhindre folk i at høre de kloge ord, så dagen efter gentog de deres foredrag gratis. Oprindelig var der stalde i kælderen, så varmen fra de opstaldede heste kunne trænge op gennem gulvplankerne og lune deltagere i møderne.

Selv kom Knud Sørensen til Mors i 1958, da han søgte en ledig landinspektørpraksis i Nykøbing Mors, efter at være blevet kongelig bestaltet fra Landbohøjskolen, færdiguddannet i 1952. På et kort havde han indtegnet, hvor i landet der lå dommerkontorer og dermed matrikelregistrering, men hvor der ikke var en landmåler. Der måtte det være godt at flytte hen. Foruden Mors og Samsø var også Skagen med på kortet.

- Men min afdøde kone, Anne Marie, sagde om Skagen: - Husk nu du er ikke vandmåler, men landmåler.

Siden har Knud Sørensen boet og indtil 1984 arbejdet som landmåler på Mors, og det var her hans lyriske virke tog form, når dagens arbejde med tal og opmålinger var opstået. Aftenen blev brugt på ord og poesi, på at digte.

- Jeg ville skrive, men troede ikke jeg kunne leve af det, var god til matematik og fysik i gymnasiet, og nu gjorde landmålerlivet det muligt for mig at skrive dagligt.

De første digte blev offentliggjort i Hvedekorn, april 1952, senere fulgte samlingen ”Eksplosion” (1961) sammen med Preben Wölck, og ikke mindst ”Den røde kaffekande. Småborgerlige digte” (1965).

Hverdagen gik med at måle hektar, afsætte skel og det var under det daglige arbejde som landmåler at Sørensen i 1970’erne fik øje for de voldsomme forandringer det traditionelle liv, bondens slid med jorden og dyrene, alt det som andelsbevægelsen havde været med til at opbygge, nu pludselig på et øjeblik kunne blive forandret for altid.

- Livet på landet, hvordan en hel befolkningsgruppes livsbetingelser blev forvandlet på grund af den teknologiske udvikling og strukturrationaliseringer – det blev emnet for mit forfatterskab. Jeg tænkte, at det kan jeg bruge de næste 10 år på at skrive om.

- Jeg stod jo der som den officielle repræsentant udefra, der skulle slå de nye streger, sætte de nye skel, når sammenlægning af de små landbrug fandt sted. Når der blev gennemført en nedlægning, som ramte nogle mennesker, der havde regnet med at her skulle de leve i mange år. Måske resten af deres dage. Og nu pludselig med et slag mistede gården og deres udkomme. Her oplevede jeg en utrolig værdighed og stilfærdighed, og det var den, jeg skrev om.

Det er også her forfatterens specielle sprogtone for alvor folder sig ud. Det afdæmpede, nedtonede og underforståede. Det som engang var bondens sprog i forhold til det moderne samfunds mere pågående og direkte sprog. En livsform der var kendetegnet ved sindighed og nøjsomhed. Også med ord.

Ofte udtrykt med vendingen: Tiderne har ændret sig. Og dem kan du som bekendt ikke gøre noget ved. Smerten over tabet ligger underforstået, og det er den Sørensen rammer med sin poetiske registrering.

- Det er et sprog, der er der. Stadigvæk. Og du kan opleve mennesker, som ikke kender det stå helt uforstående, når de står i det. Der er så meget, som ikke bliver sagt, men der bliver givet nogle signaler, og så er der en stor underforståelse.

Det er det sprog Sørensen bruger både i sine digte, noveller og senere romaner, når han skriver om Mors, Limfjordens vestlige del og såmænd også det Vendsyssel, som han selv husker fra sine besøg hos bedstefar i Hune. Her lærte han i parentes både at håndmalke og tynde roer med hakkejern.

Det underforståede i sproget er bl.a. beskrevet i novellen ”Koen”, hvor der bliver pruttet om prisen på en ko og både den fremmede og bedstefar er ved at nærme sig håndslag og pris i ”en slags velvære, som når man suttede langsomt på et stykke sukker for at få det til at vare så længe som muligt”.

Pludselig går det galt, da opkøberen vil have bedstefar til at tilslutte sig den nazistiske bondebevægelse LS. Og prisen stiger ikke, men bedstefar holder fast på sine 215, og vil ikke gå ned til 210. For han vil ikke sælge den ko til ham.

I dag er det gamle landbrugsland, som et broget landskabstæppe af mindre og små ejendomme væk. Skel og hegn sløjfet og erstattet af store ensartede flader, der passer til en mægtig mejetærsker, og de nyopførte moderne gårde, der er tilbage, kan ligne herregårdene fra før stavnsbåndets ophævelse.

- Det er en økonomisk og teknisk udvikling, som har ændret landskabet men også livsvilkårene for landbobefolkningen. Teknologien har gennemtvunget en del. Den førte landbrugspolitik har en anden stor del af ansvaret. Jeg skriver ikke om landbruget mere. Du skal vide 10 gange så meget som det, der kommer frem i teksten, hvis det skal være sandfærdigt. Jeg ville ramme ved siden af, hvis jeg prøvede at skrive om landbruget i dag.

Økologi og bæredygtighed kunne det være en vej for dansk landbrug?

- Det kan jo lade sig gøre. At omstille fra masseproduktion til en kvalitetsproduktion., Problemet er også nogle gange utålmodighed, når noget er besluttet skal det helst virke med det samme. Sådan er det jo ikke.

I en sløjfe diskuter vi en landmand, som vi begge om morgenen har hørt i Nordjyllands Radio, fortælle om, hvorledes han bruger sprøjtegiften round-up til at tvangsmodne sit korn. Han talte godt for sig og forsvarede med, at han jo så sparede på CO2-kvoten, fordi han ikke skulle bruge energi på korntørring og samtidig fik ukrudtet aflivet, inden det for alvor slog rod.

Selv om round-up er yderst giftigt for grundvandet og ganske længe om at blive nedbrudt.

- Jeg skriver ikke om det mere. Det er andre ting. Mig selv.

Og så smiler han mildt.

- Digte. Om mig selv og mine registreringer og oplevelser. Du kan ikke sætte dig ned og gennemtvinge et digt. Men pludselig … for søren, her er der et, så er det med at sætte sig ned og få det skrevet. Rette, rette og rette til det er som det skal være.

Fakta

Landmåler og forfatter. Født 10. marts 1928. Eneste søn af jernbanedirektør Oluf Christian Sørensen og Anne Marie, født Klug.

Opvokset i Hjørring, Student Hjørring Gymnasium 1946. Gift med Anne Marie Dybbro 1950. Hun døde i 2005. Landinspektør fra Landbohøjskolen, København, 1952. Praktiserende på Mors 1958 - 84. Siden fuldtidsforfatter og foredragsholder. Bor stadig i Nykøbing Mors.

Har skrevet over 40 bøger. Fra digte over noveller til deciderede romaner. Blandt andet disse titler og der er mange flere : ”Den røde kaffekande. Småborgerlige digte”, 1965, ”Revolutionen i Tøving, 1972, ”Slutsedlen”, 1977, ”Historie om Martin”, 1979, ” Om vinteren hænger jeg Fur op på væggen”, 1980 ”Bondeslutspil”, 1980, med fotografier af Kirsten Klein, ”Pletter på Kortet”, 1982, ”Marginaljord, 1987, ”Naboskab”, 1991, ”Rundt omkring”, 1993, ”En tid”, 1997, ”En befrielse”, 1999, foruden biografier om Blicher og Skjoldborg, ”St. St Blicher. Digter og samfundsborger”, 1984, ”En bog om Johan Skjoldborg og hans tid”, 1990.

Stifter af Limfjordsegnens Litteratursamvirke og skaber af den ”landskendte” lysegrønne urtesnaps lavet på nye friske skvalderkålsblade.