Den sidste rejse med hestevogn

Hans Henrik Baks kiste i hestevogn fra kapellet i Dronninglund til Holtegaard

Smukt så det ud, da Hans Henrik Bak blev kørt fra kapellet i Dronninglund til Holtegaard i denne gamle vogn trukket af to oldenborgere. Foto: Jørgen Ingvardsen <i>Jørgen Ingvardsen</i>

Smukt så det ud, da Hans Henrik Bak blev kørt fra kapellet i Dronninglund til Holtegaard i denne gamle vogn trukket af to oldenborgere. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen

TRY:For Hans Henrik Bak, Holtegårdsvej 5 i Try ved Dronninglund, var heste den store lidenskab gennem hele livet. Han har avlet, trænet og arbejdet med oldenborgheste det meste af sit liv. Det var derfor helt naturligt, at den sidste rejse også kom til at foregå med hestevogn.

Hans Henrik Bak, der døde for kort tid siden, blev i går bragt fra kapellet i Dronninglund til Holtegaard på en smuk vogn trukket af to af hans elskede oldenborgere. Et smukt og betagende syn var det og noget, der ikke er set i mange, mange år på egnen.

Hans Henrik Bak var en kendt person inden for hesteverdenen. Han købte i 2000 Holtegaard, hvor han helligede sig arbejdet med hesteavl og med kørsel med hest og vogn. Han fik etableret et samarbejde med Vendsyssel Køreforening, som fik klublokaler på Holtegaard og et kørecenter, hvor der afholdes kørestævne på alle niveauer. To gange har der således været afviklet danmarksmesterskab, ligesom der har været mange landsstævner. Til sommer lægger kørecentret baner til Nordisk mesterskab.

Hans Henrik Bak var meget aktiv og deltog ofte ved stævner og opvisninger med både 2- og 4-spand. Han var en kendt udstiller og opdrætter af sine heste, og på Holtegaard opbyggede han også en stor samling af hestevogne og redskaber.

I 2008 solgte han Holtegaard til datteren Lone Due Bak og svigersønnen Frank Olesen, men ægteparret Aase og Hans Henrik Bak flyttede ikke længere væk, end de kunne se hestene på markerne ved Holtegaard.

Hans Henrik Bak blev bisat fra Asaa Kirke.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.