Denne gang kommer færgen FØR tid
Fjord Lines spritnye cruisefærge nummer to har sprængt tidsplanen
Opdateret kl. 16:30
HIRTSHALS: Cruisefærgen MS Bergensfjord forlod tirsdag værftet Bergen Group Fosen og satte kursen mod sin nye hjemhavn, Hirtshals. Det skete omkring en måned tidligere end planlagt.
- Vi er meget tilfredse med, at værftet leverer skibet forud for den aftalte tidsplan. Jomfrurejsen er sat til 3. april, men vi overvejer at starte ud tidligere, måske allerede omkring 1. marts, siger Gert Balling, direktør i Fjord Line Danmark.
Færgen skal indsættes på Fjord Lines ruter mellem Hirtshals og Norge til henholdsvis Langesund, Stavanger og Bergen.
MS Bergensfjord er identisk med søsterskibet MS Stavangerfjord, som Fjord Line indsatte mellem Danmark og Norge sidste år. Det skib var forsinket næsten et halvt år.
- Derfor havde vi denne gang lagt lidt ekstra luft ind imellem leveringen og idriftsættelsen, forklarer Gert Balling.
De to søsterskibe har hver plads til 1500 passagerer og 600 personbiler. Med begge færger i drift bliver der daglige afgange fra alle fire havne. I øjeblikket er der kun tre ugentlige afgange fra Bergen.
Det nye skib har kostet 1,1 milliard kroner. I de kommende uger skal skibets besætning lære det at kende og blive fortrolige med deres nye arbejdsplads.
Den gamle færge på ruten til Vestnorge fortsætter efter en modernisering på en ny rute mellem Sandefjord og den svenske by Strømstad.
Rederiet har i dag omkring 450 medarbejdere, hvoraf knap 365 er søfolk ansat på helårsbasis. I højsæsonen øges antallet af søfolk til godt 500.
Cruisefærgerne er nogle af de mest miljøvenlige af sin slags i verden, idet skibets fire motorer udelukkende kører på flydende naturgas. Det reducerer udledningen af NOx med 92 procent, svovludledningen forsvinder fuldstændig, og drivhusgassen formindskes med 22 procent i forhold til oliedrevne skibe.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.