Der bliver Hjallerup Marked - heste eller ej
Det er endnu ikke besluttet, om hestene kommer med på Hjallerup Marked, der åbner 31. maj

Hjallerup Marked bliver afviklet, også uden heste, understreger folkene bag markedet. Arkivfoto: Bent Bach
HJALLERUP:NORDJYSKE Medier beskrev forleden, hvordan den frygtede hestesygdom hesteherpes fik Sindal Marked til at droppe hestene i år, mens Hjallerup Marked netop nu overvejer situationen nøje.
Det er endnu ikke besluttet, om hestene kommer med på markedet, der åbner 31. maj.
- Hvis hestene ikke kommer med vil det være rigtigt ærgerligt for Hjallerup Marked, der er meget profileret på hestene. Men hvis det står til mig, så bliver markedet gennemført alligevel, altså også uden heste. Men det er det samlede markedsudvalg, der træffer de store beslutninger, og det gør vi senest 24. maj, fortalte formand for markedsudvalget Keld Nielsen forleden.
Men allerede nu understreges det på markedets hjemmeside, at markedet bliver afholdt, også hvis det senere besluttes, at hestene ikke kan være med.
Det sker i en kommentar til artiklen i NORDJYSKE.
"Artiklen kan dog give det indtryk, at afviklingen af Hjallerup Marked kan komme i fare. Det må vi i Markedsudvalget afvise. Hesten har siden 1744 været en afgørende del af Hjallerup Marked, men selv hvis hestene må udelukkes i år, gennemfører vi alle andre aktiviteter."
Folkene bag markedet følger situationen nøje sammen med dyrlæger og veterinære myndigheder.
"Vi håber naturligvis, at hesten igen i år bliver en central del af Hjallerup Marked, men bliver det nødvendigt, vil vi naturligvis afvise alle heste på markedspladsen."
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.