Bonderup

Der er plads til flere nye ideer

Vinderen fra sidste år har fået økonomisk råderum til at sætte gang i flere projekter, der gavner både lokalsamfundet og mennesker på kanten af arbejdsmarkedet

Rasmus Højen har med pengene været i stand til at omsætte flere af sine ideer til virkelighed.
Rasmus Højen har med pengene været i stand til at omsætte flere af sine ideer til virkelighed.

BONDERUP: Den mest markante i det forgange år for Rasmus Højen er de mange besøgende, der er kommet siden han som leder af den socialøkonomiske virksomhed Råd & Dåd vandt den NORDJYSKE Initiativ pris 2015.

- Folk har især været interesserede i modellen med Torvekøbmanden her i Bonderup, hvor unge hjerneskadede og lokale beboere driver butikken. Jeg har ikke løsningen, men kan fortælle, hvordan jeg har gjort det, siger Rasmus Højen.

Hans tanker om at se potentialet i alle mennesker kombineret med et brændende hjerte for at sætte gang i lokalsamfundet, har inspireret, så der måske kommer flere tiltag andre steder i landet.

Socialøkonomi i praksis

Råd & Dåd skaber arbejdspladser for mennesker, der er på kanten af arbejdsmarkedet. Nogle er i fleksjob, andre er udviklingshæmmede, andre har svært ved at finde fodfæste i et ordinært job.

Fælles for dem er, at de alle kan noget, og de ressourcer udnytter man hos Råd & Dåd, der både har et økologisk gartneri, driver en lokal købmandsbutik i Bonderup, genbrugsbutik i Brovst samt udfører småreparationer og haveservice.

Med hæderen fulgte også 100.000 kroner, som har fået lov til at arbejde i perioden og bliver til nye initiativer.

For Rasmus Højen var det ofte svært at have tid til at skrive ansøgninger til fonde, holde møder med samarbejdsparter og udvikle nye ideer, men pengene har givet ham mulighed for at være igangsætter igen.

En ny projektmedarbejders løn er delvist finansieret herfra, så Rasmus Højen får mere tid at gøre drømmeprojekterne til virkelighed. Allerede nu er der tre projekter i støbeskeen.

Bæredygtige jobs

Om få måneder åbner et nyt værksted på gården i Attrup, hvor flygtninge og kontanthjælpsmodtagere med særlige behov skal sætte loppefund i stand og upcycle dem til nye spændende produkter. Et projekt, der skal være både menneskeligt, fysisk og økonomisk bæredygtigt. Flygtningenes håndværksmæssige evner har Rasmus Højen store forventninger til. I alt forventer han at der bliver en stilling til en fuldtidsansat, tre fleksjobbere og seks til ti flygtninge og ledige.

Det er meningen at tingene primært skal sælges på internettet til cafeer og til kontorindretning i de større byer, men nogle af delene kommer også til at stå i genbrugsbutikken i Brovst.

Jernbanen til Bonderup

Flere af Råd & Dåds tiltag sætter også liv i lokalområdet - som samarbejdet med landsbyen Bonderup. Det nyeste af Rasmus Højens påfund er at sætte gang i den nedlagte jernbane igen.

Han håber, at kunne få opbakning til at få en vogn til at køre med passagerer ud til blandt andet Skovsgård Hotel (som også er en socialøkonomisk virksomhed), hvor turisterne kan få kaffe og kage. Det vil både skabe beskæftigelse og liv i lokalområdet. Atter et af Rasmus Højens drømmeprojekter som han har fået mere tid til, efter han har fået assistance.

Bæredygtige husmandssteder

På den socialøkonomiske gård i Attrup søger de også penge hjem til ”Fremtidens landbrug”, hvor de gerne skabe liv på husmandssteder.

Det er i dag svært at gøre rentabelt, men ved at kombinere bæredygtig dyrkning, håndværksopgaver og beskæftigelse af folk udenfor arbejdsmarkedet, håber Rasmus Højen at det kan lykkes. Det vil også samtidig skabe mere liv på landet.

Med ekstra likviditet er flere projekter gjort færdige som lige manglede det sidste, fx. etableringen af Torvekøbmanden i Bonderup. Mange små tiltag, der efter Rasmus Højens vurdering er med til at give lidt ekstra motivation til de involverede.

Prisen er selvfølgelig også blevet fejret. Alle de ansatte og frivillige var ude for at spise og bowle sammen.

- Jeg kan jo ikke gøre alt dette selv. Der er mange andre, der har del i det, siger Rasmus Højen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden