Naturkatastrofer

Der gøres klar til snestorm

Falck kalder ekstra mandskab ind, og Vejdirektoratet er klar med ekstra sneplove

Foto: Henning Bagger/Scanpix 2012)
Foto: Henning Bagger/Scanpix 2012) Scanpix Danmark

Opdateret 13. december 2012 kl. 12:48

NORDJYLLAND: Falck i Nordjylland er i fuld gang med at gøre sig klar til søndagens snemasser. Ifølge meteorologerne bliver Nordjylland hårdest ramt af den varslede snestorm, hvor der kan falde op mod 20 centimeter sne krydret med hård vind i løbet af dagen.

- Vi er i gang med at undersøge mulighederne for at kalde ekstra mandskab ind. Vi skal nok have 20-25 ekstra mand kaldt ind, siger vagthavende hos Falck, Bjarne Nørgaard.

Derudover er Falck ved at give køretøjerne et sidste tjek, så det er helt klar kampen i mod snemasserne i morgen.

- Selvom det er en søndag, så forventer vi stadig, at der bliver rigtig travlt, siger Bjarne Nørgaard.

Klar med ekstra sneplove

Vejdirektoratet er parat til at rykke ud med ekstra saltbiler og sneplove, når sneen natten til søndag efter alt at dømme begynder at vælte ned over Danmark.

- Vi kommer til at køre i døgndrift, og vi kører med alt det mandskab, vi har, siger Thorarinn Aggi Thorarinsson fra Vejdirektoratets Trafikinformationscenter.

Vejdirektoratet er ansvarlig for at holde motorveje og statsveje fri for sne. Men det kan være svært at garantere, at vejene vil være farbare hele søndag.

- Det kommer an på, hvor meget snefygning vi kommer til at opleve. For hvis det fyger meget, kommer der hurtigt sne på motorvejene, selvom vi lige har været ude med sneploven, siger Thorarinn Aggi Thorarinsson.

Han opfordrer bilisterne til at tænke sig om, inden de begiver sig af sted på en søndagstur.

- Vi anbefaler, at man orienterer sig, inden man kører hjemmefra. Og så er det en god idé at tage hjemmefra i god tid, siger Thorarinn Aggi Thorarinsson.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden