Erhverv

Årets Ejerleder: Tredjegeneration har ført virksomhed til nye højder

Virksomheden har haft en omsætningsvækst på 62 procent på tre år

Torben Enggaard blev prist torsdag. Foto: Michael Bygballe

Torben Enggaard blev prist torsdag. Foto: Michael Bygballe

NORDJYLLAND:Torben Enggaard fra Ambercon A/S i Støvring har netop vundet prisen som Årets Ejerleder 2018 i region Nordjylland. Han vinder prisen for sin store succes med en omfattende turnaround, hvor han har skabt en betydelig succes og samtidig bevaret virksomhedens DNA. Han blev torsdag aften hyldet ved kåringen hos Nykredit i Aalborg af PwC, Dansk Erhverv og Nykredit.

Torben Enggaard er tredjegenerations ejerleder i virksomheden Ambercon A/S, som producerer og leverer beton- og facadeelementer, primært teglfacader, og har eksisteret siden 1965. Virksomheden har oplevet flot vækst og haft en omsætningsvækst på 62 procent på tre år, og deres vækst de kommende år vil være drevet af investering og effektivisering i produktionen og nye processer.

- Torben Enggaard vinder Årets Ejerleder 2018 i region Nordjylland for sin stærke kombination af vilje og passion, som har medført en imponerende vækst på rekordtid. Han udmærker sig særligt ved at have været drivkraften i en gennemgribende turnaround, hvor samtlige elementer af virksomheden er blevet nyfortolket, og han har med enormt engagement og faglig ballast ført virksomheden til nye højder. Der er her tale om en veldrevet virksomhed med en stærk ledelse, som har skabt en betydelig succes, udtaler Marianne Fog Jørgensen, partner i PwC i Aalborg, i en pressemeddelelse.

- I en krævende proces for at skabe positiv vækst har Årets Ejerleder 2018 i Nordjylland formået at fastholde ånden og DNA’et i virksomheden samt medarbejderne. Der er her tale om en vækstvirksomhed, hvor potentialet er stort, og hvor evnen til at være konkurrencedygtig og banebrydende på markedet har skabt vedvarende vækst, siger storkundedirektør i Nykredit Christian Vejling.

Ambercon A/S producerer og leverer beton- og facadeelementer, primært teglfacader, og har eksisteret siden 1965. Ambercon A/S har byggeteknisk udmærket sig ved at tilføre mere værdi til deres kunder ved at tilbyde æstetiske produkter, som letter byggeprocessen.

Hård konkurrence

Vinderen var oppe mod Lars Klinkby, der er ejerleder i EXPO-NET Danmark A/S (Hjørring) og Mark Fjeldal Dalsgaard Nielsen og Jacob Riisgaard Eriksen- ejerledere i Coolshop.com (Nørresundby).

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 15. gang. De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted 8. november 2018 hos PwC i Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere landsvindere

Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst