Derfor er de kinesiske biler blevet meget mere sikre
De mange nye bilmodeller fra Kina klarer sig godt ved de europæiske sikkerhedstests i modsætning til tidligere. Det er der flere årsager til
Opdateret 29. oktober 2022 kl. 17:14
SIKKERHED: Det er ikke mange år siden, at det skabte furore, da modeller fra kinesiske bilmærker som Brilliance BS6 og Landwind CV9 krøllede sammen som øldåser, når de ramte muren i den europæiske Euro NCAP-test og hentede nul og to stjerner ud af fem.
Siden er der nærmest sket en stille revolution, hvor de mange nye mærker fra Riget i Midten har hentet stigende points ved crashtests, og senest med fem stjerner til den nye mellemklassemodel, BYD Atto, mens Ora Funky Cat og WEY Coffee 01, som begge har den store producent, Great Wall i ryggen, kort forinden ligeledes fik fem stjerner. Inden for de sidste par år har modeller som MG Marvel R hentet fire stjerner og MG ZS EV 5 stjerner, mens Aiways U5 fik mere moderate tre stjerner.
Første store skridt for kinesiske biler kom med mellemklassemodellen Qoros 3 Sedan, som var skabt med topfolk fra tyske bilindustri i ryggen og helt tilbage i 2013 hentede fem stjerner. Siden var der stille. Men nu kommer de gode resultater i en lind strøm. Det hele sker, mens kravene til den aktive indbyggede sikkerhed og passive sikkerhed med nye assistentsystemer, skærpes år for år.
Målrettede biler
Nærmest ironisk er nogle af de ringeste resultater det sidste par års tid opnået af Renaults billigmærke Dacia med to stjerner til Sandero og en stjerne til SUV’en Jogger og den elektriske SUV, Spring, mens en gentest af den elektriske Zoe gav nul stjerner.
Der er flere årsager til udviklingen, lyder det fra Søren W. Rasmussen, som er bilteknisk redaktør hos FDM, og dansk repræsentant i Euro NCAP. Det handler både om knowhow og biltyper.
- De biler, som vi så for 10 år siden, var udviklet til det kinesiske marked og langt under europæisk niveau. De biler, som vi ser i dag, er målrettet til at blive solgt i Europa og USA med de standarder, vi har her. Det er ikke umuligt at bygge sikre biler, man skal bare vide, hvordan man gør, siger Søren W. Rasmussen.
Et af midlerne har ganske enkelt være at købe viden og ansætte eksperter fra den vestlige bilindustri, som bl.a. sydkoreanske Hyundai/Kia gjorde i sin tid, og nu er der masser af viden hos mange kinesiske producenter. Tag bare Geely som købte sikkerheds-ikonet Volvo, og i dag fortsat har den del som en kerneværdi.
Elbiler nemmere at sikre
Sideløbende har indtoget af elektriske platforme gjort det nemmere for nye mærker. Det er nemlig mere enkelt at udvikle en sikker bil på en elektrisk platform med helt flad bund og batteri frem for at skulle håndtere en tung motorblok.
- Elbiler er generelt mere sikre end benzin- og dieselbiler, som har en stor motor ude i fronten. Ved elbiler kan kræfterne ved en kollision fordeles bedre, og det høster de kinesiske producenter, som stort set udelukkende har elbiler, fordele af, siger han.
Her lyder opskriften på at kunne lave en konstruktion med henholdsvis bløde og hårde zoner, hvor den første del skal kunne optage energi fra et sammenstød, og den anden del beskytter de ombordværende.
De såkaldte ADAS-hjælpesystemer som automatisk nødbremse eller adaptiv fartpilot bygger på teknologier, som er tilgængelige for de fleste.
- Euro NCAP sikkerhedstester biler i Europa.
- I testen vurderes både den indbyggede aktive sikkerhed og den passive sikkerhed som elektroniske hjælpesystemer. Den del fylder fortsat mere.
- Euro NCAP giver fra 0-5 stjerner og strammer kravene år for år.
- Der findes lignende sikkerhedsorganisationer i bl.a. Kina, Nordamerika og Australien med hver deres standarder.
- Så i dag ser vi kinesiske biler, som ikke alene er på niveau med de europæiske biler, de er nogle gange mere sikre, siger Søren W. Rasmussen.
Han er dog forsigtig med at forudsige, om de endda bliver mere sikre. De fleste bilproducenter tager nemlig jævnligt store spring fra generation til generation.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.