Derfor er februar så kort

Det har videnskab.dk en forklaring på - eller rettere to forklaringer, for der er både den sandsynlige forklaring og en 800 år gammel legende.

Februars 28 dage kan ifølge Susanne William Rasmussen, der er lektor i antikkens historie ved Syddansk Universitet, spores til en kalender, der går 2.700 år tilbage i tiden til den romerske konge Numa Pompilius.

Kalenderen var 355 dage lang og indeholdte 12 måneder, der svarede til årets 12 passager af månen. Indledningsvist fik februar kun 23 dage at gøre godt med, men efterhånden blev den reguleret ind, så den endte på 28 dage.

Julius Cæsar fik nok af rod

I tiden op til romernes kalenderreformation i år 45 fvt. manglede kalenderen 10 dage, for at året hang sammen. For at udligne de manglende dage indskød romerne med jævne mellemrum en ekstra måned, så sommermånederne over tid ikke skulle blive til vintermåneder.

Det medførte total kludder i kalenderen, og for at undgå gentagelser indførte Julius Cæsar så den julianske kalender med 365 dage, hvori februar altså forblev kort og beholdt sine 28 dage.

Legenden

Den anden, ikke helt sande historie, handler om to kejseres indbyrdes storhedsvanvid,

Da Julius Cæsar reformerede romernes kalender fra nytår år 45 fvt, fik alle måneder 30 eller 31 dage bortset fra februar, der fik 29 dage eller 30 dage i skudår.

Til ære for Juliuls Cæsars omdøbte det romerske senat i år 44 fvt. den 31 dage lange syvende måned til juli.

Senere blev Augustus kejser i Rom, og han ville også have en måned opkaldt efter sig, og den 30 dage lange 8. måned blev omdøbt til august.

Kejser Augustus kunne naturligvis ikke acceptere, at hans måned var kortere end Julius Cæsars, så han snuppede en dag fra februar, og vupti – august og juli blev lige lange, mens februar mistede den ene af sine 29 dage

- Det er en festlig, men fejlagtig forklaring, fortæller Susanne William Rasmussen til videnskab.dk.