Lufthavne

Derfor får fly problemer i tågen

Ti fly aflyses årligt på grund af dårligt vejr. Vagthavende fra Aalborg Lufthavn forklarer, hvornår tågen giver flyene problemer.

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret 16. september 2014 kl. 10:05

NØRRESUNDBY: Tågen havde fredag morgen lagt sig tungt over Nordjylland, og da der samtidig ikke rørte sig en vind, blev dynen liggende til ud på formiddagen.

Det gav problemer for flytrafikken over Aalborg Lufthavn, hvor to fly i timevis cirklede rundt over lufthavnen, i håb om at tågen snart ville lette.

- Det er normalt, at der er tåge på den her tid af året, men det er usædvanligt, at den først brænder væk klokken 10. Den tætte tåge bevirker, at flyene ikke kan lande. Det gav et par aflysninger i formiddag, men det er under 10 fly om året, der bliver aflyst på grund af dårligt vejr, siger John Damtoft, vagtchef i Aalborg Lufthavn.

Lette men ikke lande

- Når flyene er på jorden, så kører de bare på banen, og når de når en vis far, så letter de hurtigt og uden problemer op over tågen, forklarer John Damtoft.

- Når flyene derimod kommer oppefra, så kan de have svært ved at se banen, og så ved de ikke, hvornår de skal flade ud i landingen.

Hvor kraftig tåge der skal til, før flyene er nødt til at blive i luften afhænger dog af både flytypen, pilotens certificering, flyselskabets egne sikkerhedsregler og lufthavnens hjælpeudstyr.

Aalborg er i mellemklassen

- Lufthavnen har åbent 24 timer i døgnet - det er flyselskaberne der sammen med deres nationale luftfartsmyndigheder sætter grænserne for, hvornår de kan lande i dårligt vejr, forklarer John Damtoft.

Samtidig afhænger den sikre landing af den enkelte lufthavns såkaldte instrumentlandings-systemet - et system der fra jorden guider flyene til at lande ved hjælp af radiosignaler.

Her findes forskellige kategorier, og i Aalborg Lufthavn har de kategori 2, som er mellem klassen. Her kræves 300 meters sigtbarhed på landingsbanen, før flyene kan lande, oplyser John Damtoft.

- Derudover afhænger det af flyenes udstyr, og så skal piloterne have certificeringen til at lande under hårde vejrforhold - men alle rutepiloter har den højeste certificering, siger John Damtoft.

Hvis man skal flyve fra Aalborg på dage med risiko for tåge, har John Damtoft et lille tip:

- Hvis man vil være helt sikker på at komme ud af Aalborg, så skal man tage det tidligste fly. Det har nemlig stået i Aalborg natten over modsat de senere fly, der kommer retur fra f.eks. København. Og flyene kan jo som sagt stort set altid lette fra Aalborg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden