Forskning

Derfor spiser du mere

Se, hvordan du styrer udenom madfælderne

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret 17. maj 2022 kl. 13:27

HELE LANDET: Vi er meget lette at påvirke, når det handler om, hvad vi putter i munden. Det kan være svært at styre udenom madfælderne, og nyhedssitet Huffingtonpost.com har samlet en række forskningsresultater, der peger på, at meget af det, vi spiser, sker mere eller mindre ubevidst.

Det er udefrakommende faktorer, der afgør, hvilken form for mad du vælger, og hvor meget du ender med at spise af den. Løsningen er at blive bevidst om det, når du befinder dig i situationer, hvor du let bliver fristet til at spise og drikke mere, end du egentlig ønsker.

Miljøet, du er i, bestemmer

En undersøgelse, der er blevet offentliggjort i tidsskriftet Personality and Social Psychology Bulletin, viste, at deltagerne i undersøgelsen spiste lige mange popcorn i biografen, hvad enten popcornene var nypoppede, eller de var gamle og seje.

Ifølge en af forskerne bag, professor i psykologi David Neal, så viser undersøgelsen, at miljøet udløser den usunde adfærd.

Han mener i stedet, at vi bliver nødt til at manipulere vores hjerner til at tage kontrollen i stedet for at forlade os på viljestyrke og gode intentioner.

Du bestiller det, dine venner bestiller

Sidder du på en café med dine venner, som alle bestiller burger med pommes frites, så er der en stor sandsynlighed for, at du vælger noget lignende frem for en sundere salat. Det viser en undersøgelse, der blev offentliggjort på kongressen Agricultural and Applied Economic Association.

Brenna Ellison fra University of Illinois, en af forskerne bag projektet, forklarer, at vi ikke har lyst til at skille os ud, og det er blandt andet det, der får os til at bestille det samme som vennerne.

Størrelsen og formen på dit vinglas

Sandsynligheden for, at du drikker mere, end du tror, er stor, hvis vinen bliver serveret i et stort glas. Især hvis det også er bredt. Det viser en undersøgelse fra Iowa State University.

Vi fokuserer simpelthen mere på mængde vertikalt end horisontalt, og det vil sige, at et bredt glas får os til at tro, at der er mindre vin i, end det egentlig er tilfældet.

Du spiser det, du har i skabet

En undesøgelse fra Cornell University har vist, at du spiser det, du først får øje på, når du åbner dit skab eller køleskab.

Det er afgørende, om det først er frugtskålen eller fadet med kager, der står forrest, forklarer Brian Wansink, der er en af forskerne bag undersøgelsen. Vi tror, vi er for kloge til at lade os narre, men det viser sig, at det ikke er tilfældet, fastslår han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden